Ulven kommer!
At navngive sit band Varg er et risikabelt valg, når man samtidig spiller en form for black metal med fokus på de gode, gamle dage. Måske er det derfor, at dette tyske ensemble siden sin undfangelse har gjort et stort nummer ud af at understrege, at de er både antifascister og antiracister. Ikke at det burde være nødvendigt, da ingen med en nogenlunde fungerende hørelse nogensinde ville forbinde dette band med den norske greve. For nok synger Varg om germanske krigere, traditioner og de gamle guder, og har samtidig valgt samme font til sit bandnavn som alle black metal-bands nogensinde, men så stopper sammenligningerne da også der. Egentligt er jeg i tvivl om, hvorvidt Varg overhovedet kan slippe afsted med at kalde sig for et black-band, men lad os da dykke ned i Ewige Wacht for at udforske min tvivl.
Ti nu stille, Freki!
I 2020 valgte bandet at rekruttere Jaqueline Seiler (kaldet Fylgja) som anden vokalist. Hvilket var et fremragende valg, dels fordi hun synger storslået, dels fordi hun derfor opvejer Freki, som ikke er en specielt god vokalist, hverken når han skriger eller growler. Dette får man virkeligt lov til at ”nyde” på introsegmentet af albummets tredje nummer, ”Weltenfeind”, hvor det lyder, som om han læsper, mens han skriger. Det er decideret irriterende (dog ikke helt så irriterende som den lille pige, der synger sidste vers på sangen ”Fylgja”). Desværre er det primært ham, der synger.
Men hvad så med selve musikken, hvordan er den? Man er ikke i tvivl om, at bandet har skrevet kontrakt med Napalm Records, for hold nu fast, hvor er det poleret. Det er nærmest lige så sterilt som en operationsstue på Rigshospitalet. Der er absolut ingen kant eller råhed, hvilket er en skam, når nu man forsøger at fremstå som en ægte og farlig kriger i den mørke skov. Derudover er det håbløst generisk, og alle riffs lyder som noget, der er hentet nede på genbrugspladsen. Tag nu bare introriffet på ”Immer Treu” – det er et riff, alle folk-metal-bands på ét eller andet tidspunkt har fyret af i løbet af deres karriere – at det så er et af de absolut bedste numre på pladen, siger derfor virkeligt meget om resten.
Det ville ikke være helt urimeligt at beskrive Varg som en fattigmands-Eluveitie, bare uden alle de sjove instrumenter. Bedst som man sidder og tænker, at nu kan det her album da heller ikke blive mere ligegyldigt, jamen, så får man da også lige et pseud-instrumentalt nummer (”Járnsíðasleið”) på lidt over et minut. Hvordan den ide er blevet godkendt, kan der næppe være mange, der forstår. Ligeså skal vedkommende, der mente, at en bøllecoresang som ”Hammer” skulle inkluderes, have et trælår eller fem.
Ewige Wacht er samlet set en frustrerende oplevelse. Det er den helt rette blanding af musik, man har hørt tusind gange før, og en enerverende vokalist, der spænder ben for sit eget band. Det bedste eksempel på dette må være albummets måske bedste nummer (ikke at det reelt set siger ret meget), ”Eisenseite”. Det nummer bliver primært båret af Fylgja, men desværre insisterer Freki på at blande sig. Hans involvering er omtrent lige så yndefuld som en plakatfuld elefant i en glasbutik.
Men slutter albummet så i det mindste med et godt nummer? Nix, i stedet får man en power-ballade med cowboyguitar, for det var da præcis, hvad der manglede.
Mein Gott, mein Gott, warum hast du mich verlassen?
Er Varg et talentløst band? Nej, men samtidig er det ikke just imponerende, at man kan lave et helt album, hvor der kun er halvandet-to gode numre på. Det virker til, at Varg vil utroligt meget, så ambitionerne er da på rette sted, men det, der mangler, er gode ideer og evnerne til at føre dem ud i livet.
