Tyske Varg består af 5 gutter, der gi'r den gas med Viking/Black Metal. Stilen er temmelig "ud ad landevejen" metal uden en masse fancy input. Dog sker der så rigeligt undervejs – Der skiftes fra fuld galop med hårdtslående riffs til stille, harmoniske toner. Uanset om de bevæger sig ud i den tunge ende, eller om der er dømt melodisk hygge, er numrene letfordøjelige uden at blive kedelige, og det er absolut dygtige musikere, der folder sig ud. Vokalen er til tider lidt "tynd", men også her bli'r der leget lidt, så de ikke kører i samme rustne stemme. Da alle Varg's tekster er på tysk, kræver det måske også en "lille tysker inside", at begejstre sig for dem. "Blutaar" er produceret i samarbejde med Andy Classen, der tidligere bl.a. også har lagt hånd på Legion Of The Damned og Belphegor, og resultatet er 11 numre velbehag for ørerne, hvor det nærmere er melodisk black end viking metal, vi får serveret. Jeg synes bestemt dette album er værd at tjekke ud!