Tynde, velkendte klassikere
Tyske Van Canto er ikke dit gængse metalband. Ingen guitarer, ingen distortion, ingen skrig, kun et kor af sangstemmerne fra seks metalhoveder og et enkelt trommesæt. Og selv med tilføjelsen af det syvende medlem er det selvfølgelig også sådan på a cappella-gruppens syvende fuldlængdealbum.
Men fungerer konceptet stadig? Efter syv albums bestående af både originale sange og covers af velkendte klassikere er konceptet ved at blive lidt tyndt, og selvom bandet selv beskriver Trust in Rust som et mere råt og mere metal album, der bibeholder den unikke Van Canto-lyd, vil jeg tillade mig at være en smule uenig.
Storladne vokalarrangementer uden progression
Generelt har jeg altid været imponeret af Van Cantos sange og især nogle af deres covers. Min fascination stammer specielt fra deres evne til at arrangere så storslåede og storladne vokalarrangementer. Sabatons ”Primo Victoria” har ifølge mig aldrig lydt bedre end i Van Cantos version med Joakim Brodén, og Gravediggers ”Rebellion” er også et utroligt stykke arbejde. Dog skinner storladenheden og Van Cantos evner ikke lige så meget igennem på Trust in Rust, hvor jeg er ret skuffet over især tekstvalg til ”instrumenterne” og manglen på opbygning og progression i sangene.
På første nummer, ”Back in the Lead”, mødes øret af herrestemmer strømmende ud gennem højtalerne med teksten “Wee-ny-nyny-ny” og ”Mama-nama-rama-ram”, som ofte er hørt på Van Canto-numre. Denne gang er forskellen dog, at de lyder værre end en femårig, der efterligner en guitars toner.
På numrene ”Infinity” og ”Darkest Days” har bandet haft mere fokus på opbygningen og på et vokalt klimaks, end de har haft på resten af numrene. De er derfor også de mest episke sange på albummet.
Trust in Rust indeholder også to prominente covers: Helloweens ”Ride the Sky” og AC/DCs ”Hells Bells”. For at tage fast i sidstnævnte bliver sangen indledt af de vante helvedesklokker, men derfra er resten af sangen meget flad og uden større variation mellem vers og omkvæd. Sangen er genkendelig, men kedelig.
Genkendelig, kedelig og skuffende
Selvom albummet ikke rigtig er episk, og selvom det mangler demonstrationer af musisk kunnen, er det ikke et dårligt album, og dynamik er da også at finde hist og her, men albummet lever ikke op til bandets sædvanlige standarder. Det slider på konceptet, og måske er det dét, der leder til interessen for a cappellametallens død.
Jeg er normalt begejstret over Van Cantos storslåede arbejde, men denne gang er jeg slet skuffet. Denne plade er én, man enten elsker eller ikke bryder sig om, og Trust in Rust er desværre ikke et album, jeg kommer til at sætte på igen.
