Så ramte vi bunden
Der kan være noget charmerende i at se eller høre noget, der er så dårligt, at det bliver godt. Film som The Room for eksempel. Under de rette omstændigheder kan den slags selvpineri være helt befriende – “Oh, hi, Mark!”. Og så er der den slags selvpineri, som vi anmeldere indimellem skal udsætte os selv for. Som for eksempel, når der dukker en plade op i indbakken, der beskrives som “a-cappella-power-tyskermetal.” Nej, du læste rigtigt – a-cappella-power-tyskermetal…
Det er ikke sjovt, det her
Van Canto, som det tyske a-cappella-band hedder, har netop sendt pladen To The Power of Eight på gaden, og det er meget passende deres ottende af slagsen. Og efter at have været i selskab med den i de 48 minutter og 24 sekunder, som den varer, er der især et spørgsmål, som trænger sig på: Hvad i alle ni helveder er det, jeg lige har hørt?!
Det her er ganske enkelt noget bras. Selv hvis man tager den absurd fjollede a-cappella-gimmick ud af det, så er numrene på To The Power of Eight i bedste fald røvkedelig power metal. I mellemste fald lyder det som noget, der er undsluppet et østeuropæisk bud på en Eurovision-sang, og i værste fald sidder man som metalfan tilbage med følelsen af at være blevet gjort nar af. Men lad os lige i første omgang dvæle lidt ved a-cappella-delen. For under hele herligheden ligger et lag af trommer. Ja, trommer. Ikke mundtrommer, ligesom der er mundbas og mundguitar, men rigtige trommer. “Men så er det jo ikke a-cappella, er det?”, sidder du sikkert og tænker. Jo, man må åbenbart godt have trommer i a-cappella. Guderne må vide hvorfor. På To The Power of Eight har Van Canto dog valgt, at trommerne til tider skal være så højt oppe i lydbilledet, at man skulle tro, at Lars Ulrich havde produceret pladen. Det kunne faktisk godt være, at det her kunne have fungeret – i hvert fald bedre end det er tilfældet.
For To The Power of Eight er ganske enkelt en dårlig plade. Det er sjovt i sådan cirka et nummer at høre en dyb mandestemme sige “damdidamdidaaa” i stedet for en baslinje, og når først de fire covernumre kommer ind i billedet, knækker filmen fuldstændig. For hvad siger du til udgaver af for eksempel ”Run to the Hills” eller ”Thunderstruck” med stemmeudgaver af guitar og bas? Nej? Hvad så med ”Raise Your Horns”? Heller ikke? Det kan jeg godt forstå – for det er lige netop her, at To The Power of Eight går fra at være et småirriterende indslag til at være decideret latterlig. For forsangeren kan hverken growle eller helt lyde som Brian Johnson. Helt galt går det på pladens sidste nummer, coveret af Queens ”I Want It All”. Indrømmet, det er de færreste, der kan udfylde Freddie Mercurys spandexdragt, men de fleste har også nok forstand og fornuft til at lade være med at prøve.
Men er der så slet ikke noget godt på To The Power of Eight? Nej. Det kunne der være, for det er nogle dygtige musikere og sangere. Det her er bare ikke en god brug af deres talenter. Pladen er dårligt produceret og fyldt med klichéer, på trods af at man jo forsøger sig med et nyt take på metal. Når den er allerdårligst, sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg og det, jeg holder af, er blevet gjort nar af. Jeg kan ganske enkelt ikke se, hvem der skal lytte til det her og blive glad for det.
Lad være. Bare... lad være.
Forleden mødte jeg en kollega i kantinen på mit arbejde og sagde med et grin til ham, at “nu har jeg hørt Volbeats nye single, så det behøver du ikke.” Han kan nemlig ikke lide Volbeat. Nu vil jeg sige det samme til dig: “Nu har jeg hørt Van Cantos nye, så det behøver du ikke.” Men det er uden grin, for jeg mener det i ramme alvor. Lad være med at høre den her, og hvis du gør – så havde jeg advaret dig.
