Et år med få højdepunkter
Åh ja, året er så småt ved at gå på hæld – og det fører uvægerligt til diverse årslister og refleksioner over, hvorvidt musikåret var godt eller skidt. Har man fulgt med i spalterne her på siden, vil man nok have set, at flere af mine skribentkollegaer føler sig slemt skuffet over 2022 og faktisk har svært ved at pege på et absolut højdepunkt. Et lignende problem har vi kæmpet med her i Detektoren, hvor enkelte bands godt nok har imponeret, men langt de fleste er endt med en lunken, kedelig og gul middelkarakter. Æv! Men heldigvis slutter året med et lyspunkt: Aalborgensiske Vægtløs er nemlig klar med debuten Kakofoni – en intens, kaotisk og ofte fandens smuk lille plade.
Følelserne flyder frit
På Kakofoni får vi kun to numre og cirka 15 minutters spilletid, men mere er egentlig heller ikke nødvendigt for at demonstrere de fire aalborgenseres evner udi følelsesladet, tung metal. Kald det post-hardcore, post-metal eller blackgaze – det er vist ikke så vigtigt. Hvis du synes om bands som Svalbard, Birds in Row og hedengangne Cartographs, vil du med garanti føle dig hjemme hos Vægtløs – og hvis ikke, så giv dem et forsøg alligevel. Der er nemlig masser at komme efter på denne lille plade.
Der lægges ud med ”Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang”, og selvom det i første omgang lyder temmelig prætentiøst – næsten på niveau med titlen på Morilds fuldlængde fra 2019 – viser det sig at være et ganske glimrende nummer; nok det bedste af de to på pladen. Vokalen er råbende og voldsom, fuld af frustration, og instrumentalsiden er først kaotisk og hurtig, siden langsommere og dragende. Det er ekstremt stemningsfuldt, og kvartetten forstår virkelig at udnytte kontraster og spænde lyden ud mellem kaos og kontrol. På ”Livet har så mange farver, lad os se dem alle” forfølger bandet samme ide og stil som i første nummer, men imponerer især ved en intens kulmination lidt over halvvejs gennem nummeret. Det viser endnu en gang bandets sans for sangskrivning – også selvom det kunne være interessant at høre bandet eksperimentere en smule mere.
Tematisk kredser begge numre om emnet død, og de er skrevet på den sørgelige baggrund, at to personer, der stod bandet nær, er gået bort. Det er således stærke sager, der behandles i teksterne, og selvom de indimellem bliver en smule lommefilosofiske og pseudopoetiske, er det skønt, at forsanger Troels synger ærligt og på dansk; det gør teksterne nærværende, mere intense og giver en fantastisk troværdighed. Fortsæt endelig med det.
En svær balancegang
Kakofoni er en heftig omgang med masser af oprør og frustration, men også kontrol og smukke lydflader. Det er en kunst at få et sådant kaotisk – ja, vel faktisk kakofonisk – udtryk til at lykkes, men det gør det altså hos Vægtløs. Læg i øvrigt dertil, at pladen er produceret af Jacob Bredahl, hvilket ikke så overraskende har ført til et dynamisk, levende og velafbalanceret lydbillede. Tak til både band og producer – og hvor glæder vi os allerede til at høre mere til Vægtløs.
