Fascinerende, fandenivoldske franske fugle

Den franske hardcoretrio er tilbage efter fire års fravær. Der er sket en del, siden trioen startede i 2009. Bart Balboa, forsangeren, er det eneste originale medlem tilbage, og efter ti år på Deathwish Inc. har bandet forladt de trygge rammer i jagten på ny inspiration. De er havnet ved Red Creek, som er stiftet af Johannes Person fra Cult of Luna, og er pladeselskabets første artist, som ikke er direkte associeret med Cult of Luna. Gris Klein er deres første plade hos Red Creek og blot bandets tredje fuldlængdealbum. Derfor er det absolut en udgivelse, der er værd at kigge på, både for at se om franskmændene kan opretholde den høje standard, som de har vist ved tidligere udgivelser, og for at se, om deres fascinerende poetiske tilgang til musikken, genrejonglering og fandenivoldskhed fortsat er intakt.

Kleins blues

Albummet starter med førstesinglen, ”Water Wings”, hvilket er en sang, der på alle måde fanger essensen af Birds in Row, og hvor bandets lyd er landet anno 2022. Sangen ligger i et spænd mellem deres første album You, Me & the Violence (2012), og deres andet album We Already Lost the World (2018). Hvor den intensitet og aggressivitet fra førstnævnte virkelig mærkes i stroferne, mens Balbao skriger ordene ”I fell, I failed, I betrayed the kid. I kept safe from all counterfeit hopes. And all the snakes we swallow”. Trommerne kommer ind som artilleri fra himlen under dette segment, mens der stemmes i med både guitar og bas, så der dannes en hårdtslående sonisk mur. Balbao skal virkelig skrige fra toppen af sine lunger for at bryde gennem denne mur, men netop dette mestrer han til fulde. Det giver lytteren en følelse af, at ethvert ord, der fremmanes, for alvor menes. Alle de store følelser sidder helt uden på tøjet. Hele slutsegmentet har en ret progressiv afvikling, hvor der er mere melankoli og sang. Det er elementer, som dominerer på deres andet album, hvor nerven og intensiteten til tider var en mangelvare. Heldigvis har bandet genfundet en stor del af dette på Gris Klein. Dette er klædeligt for bandet, som står stærkest i deres aggressive momenter, hvor man som lytter ikke er i tvivl om, at lyrikken afspejler noget, som er vigtigt for dem.

Tematikken på albummet er i høj grad en behandling af at skulle indfinde sig mentalt i en af de største krisetider, som denne generation har set. Birds in Row sætter kraftigt spot på den ensomhed, som især sangen ”Trompe L’oeil” repræsenterer. Sangen er et pejlemærke for albummets tematik og starter med en ganske behagelig akustisk intro, hvor Balboa synger ordene ”I know I ain't the easiest one to live with, at least I try. But most of the times I feel lonely are when my friends are around.”. Selvom dette er sangens mindst poetiske vers, så giver det enhver en øjeblikkelig forståelse af sangens tema. Sangen fortsætter i det akustiske melankolske lydbillede, som elegant styres af den fløjlsbløde vokal frem til cirka det andet minut. Her foretages der et voldsomt skift. Det er, som at have ligget i orkanens øje for så at blive ramt af den intense mur, som udgør stormen. Du skal altid stå på tæerne, når du lytter til den franske trio. De skal nok sørge for, at du kan mærke stormen, som raser i dem, og som dybest set raser i os alle. For dem er det en påmindelse til os om, at ting som ensomhed, frustration og den vrede, som det afføder, er naturligt og menneskeligt. Det er noget, vi alle står med nu eller på et andet tidspunkt i vores liv. Netop derfor hænger følelserne uden på tøjet af franskmændene, da de gennem musikken vil legitimere de følelser, som ofte kan føles tabulagte. Denne legitimering er måske mere vigtig end nogensinde med den mentale dystopi, som verden opererer i.
 

At besejre verdens dystopi

Det er en dejlig bekræftelse at trods satsningen med det nye lille label, Red Creek, så er produktionen og musikken af samme kvalitet, som den var hos Deathwish Inc. Der er en rigtig god variation på albummet, som leger med mange genrer (hardcore, screamo, noise-rock, progressiv rock, folk), men samtidig bevarer de den røde tråd. Bandet har bevaret styrken til at tackle tunge emner på sådan en måde, at det føles ægte og oprigtigt for lytteren. Der er ingen tvivl om, at de mener ordene, der bliver konsumeret af os. Som et fyrtårn i stormens mørke omfavnelse står det lysende klart, at bandets måde at besejre verdens dystopi på er ved at sætte ord og følelser på alt det tabulagte. Håbet er at bygge broer til lytterne, men også at lytterne måske bygger broer til andre, som står dem nær. De vil sprede følelsen af, at man ikke er alene, selvom det kan føles sådan. Hvis du leder efter årets mest ”ægte” plade og en med en af de vigtigste tematikker, så skal du putte det album i rotation. Musisk er pladen absolut også god og fyldt med mange gode momenter. Det er dog ikke årets udgivelse, for selvom der er variation på pladen, så har den en vis forudsigelighed, hvis man er godt bekendt med deres bagkatalog. Ingen sange falder igennem, men der mangler altså lige nogle numre, hvor man bliver virkelig blæst bagover af musikaliteten.