Possessed var, sammen med Slayer og Death, en af ophavsmændene til Death Metal. Bandet var sågar, inden genren fandtes, ude med en sang der hed Death Metal. Nu har man derfor anset det for at være på tide at hylde de amerikanske metal pionerer med et tribute album. Jeg er ellers ikke meget for disse hyldester, men eftersom Possessed ikke eksisterer mere og har haft en stor indflydelse på dødsmetallen, er det på plads med en hyldest som efterskrift. De bands der her optræder, er uden tvivl nogen der selv har øvet en indflydelse på mange musikere, det er derfor fedt at se dem hylde andre i branchen. Der lægges lige vægt på alle af bandets faser, vi bliver budt på sange fra "Seven Churches", "Beyond The Gates" og "In The Eyes Of Horror" skiverne. Især overraskende er det at næsten hele den sidstnævnte EP bliver hyldet, selvom den ikke nyder så stor kult status som "Seven Churches". Ekstra specielt er det første nummer på skiven, "The Exorcist (Sadistic Intent)", hvor man har fået Possessed sanger Jeff Beccara til at levere vokalen. Overraskende er også Cannibal Corpse's bidrag, "Confessions", hvor George Corpsegrinder synger i Possessed stilen i stedet for hans ellers gutturale brøl. Endvidere er genre giganter som Vader (Death Metal), God Dethroned (Satan's Curse) og Amon Amarth (The Eyes Of Horror) iblandt de bedste på opsamlingen. Diabolic (No Will To Live) og Houwitser (March To Die) kunne godt undværes. Især Diabolic, da både lyd og udførelse er på absolut begynder niveau. Endvidere er der bl.a. numre fra Impious, Absu, Sinister og Angel Corpse, som alle leveres med øje for den originale version, selvom man kan høre bandsenes egen karakter ud. Alt i alt et godt miks af både Death og Black bands, der hylder en af de mere oversete dødsfædre.