Den af Dave Mustaine arrangerede festivalturné, Gigantour, er blevet en så tilstrækkeligt stor succes, at man i år gentager konceptet med nye bands. Så for at holde PR-maskinen kørende (og som en håndsrækning til alle vi stakler, der ikke havde råd til at tage til USA og høre en koncert) er her to CD'ers uddrag af 2005-udgaven.
Albummet føles som en compilation, idet vi får 19 numre jævnt fordelt på 9 navne. Den røde tråd i de egentlig ret forskellige koncertoptagelser er fornemmelsen af festival: Lyden af larmende publikum, skramlende bas og guitar, vokallyd som ved en 1.maj-tale og i det hele taget lyden af at være udendørs.
Dream Theater åbner CD1, som altid glimrende live, men her faktisk særdeles glimrende – det er utroligt, hvor meget musik, der går helt tydeligt igennem i den smadrede festivallyd. "Panic Attack" er det tungeste nummer fra deres seneste album og valget af den knap et kvarter lange "Glass Prison" (fra "Six Degrees of Inner Turbulence") peger i retning af et bevidst heavy sæt til lejligheden. Bortset fra det er resten af CD1 ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Anthrax i den gendannede oprindelige besætning er ikke rigtig mig, det er Life of Agony heller ikke, selv om de spiller tight, og det er svært at orientere sig i Dry Kill Logics numre uden at kende dem i forvejen. Det for mig ukendte band Bobaflex spiller en gang nu-metal à la Disturbed, bare mindre tjekket, men det lyder som om gruppen spiller godt sammen. Måske bør man lytte til deres studiealbum.
CD 2 er den stærkeste i sættet. Man kan sige meget om Megadeth og om Mustaines lidt mavesure sangstemme, men han synger helt rent, og musikken leveres i det hele taget fuldstændig prof. Faktisk er de tre numre ("She-Wolf", "A Tout Le Monde" (med hyggelig sing-a-long-stemning) og “Kick the Chair") det mest solide på hele albummet ved siden af Dream Theater. Fear Factory er en lidt mærkelig oplevelse at høre live, hvor deres elektroniske elementer forsvinder lidt i lydbilledet. Hos Nevermore er der gang i den med to hurtige thrashperler, "Born" og "Enemies of Reality", men de to uptemponumre lader ikke rigtig bandets tekniske flair komme til sin ret i den her buldrende ’produktion’. Symphony X lukker ballet – lidt skuffende hvad det tekniske angår. Især "Inferno (Unleash the Fire)" bliver spillet overraskende upræcist og utight, men der er dog alligevel en god liveenergi og en tydeligt ekstatisk stemning hos publikum på "Of Sins and Shadows".
Jeg synes i den grad, jeg mangler billedsiden til denne samling. Når lyden ikke er bedre, end den er, og uddragene ikke er sat sammen for at lave en letflydende helhed, skal man også kunne se musikerne, for at det bliver rigtig sjovt. Jeg har lidt svært ved at se, hvad der skulle være grund til at anbefale folk dette ret ujævnt sammensatte dobbeltalbum, medmindre de 1) ikke har en DVD-afspiller, på hvilken de kan se Gigantour 2005-DVD’en eller 2) bare MÅ eje de to numre med Anthrax, der ikke er med på DVD’en (ifølge pressematerialet er der et tredje nummer, som også kun er på CD, men jeg har ikke kunnet finde ud af hvilket).