De er helt pjattet med metal i Sverige, og The Unguided har et godt tilbud til dig: keyboard og catchy omkvæd

Sonic Syndicate 2.0

Det første, man kommer i tanker om, når man tænker på Sverige, er Zlatan Ibrahimović, efterfulgt af metal. For hvis der er noget, de mestrer i Sverige, så er det kunsten at spille metal. Der er mange eksempler, og The Unguided er som sådan også et fint et af slagsen. Bandet blev dannet i 2009 af den tidligere forsanger i Sonic Syndicate, Richard Sjunnesson, som derefter fik følgeskab af Roland og Roger, som også er tidligere medlemmer af samme band. Hvis man ikke allerede nu har gættet det, så spiller de melodisk død med en masse keyboard.

Første album udkom i 2011 igennem Despotz Records, men bandet har siden signet med mægtige Napalm Records og er nu klar med deres tredje album.

Små doser, så er du på den sikre side

Det kan være utroligt svært inden for metal at mestre det skide keyboard. Der skal ikke meget til, før det bliver noget rigtig møg i det lange løb. Jeg kan nævne et hav af bands, som har mestret doseringen, og The Unguided er ikke ét af dem. Nok om keyboards… kommer jeg ikke til at sige, for der er rigtig meget af det på det her album.

Første del af albummet byder på numrene ”Enraged” og ”The Worst Day (Revisited)”. Opskriften er up-tempo, ren vokal, catchy melodier og så selvfølgelig keyboard. Det er en fryd at høre på, og den opskrift gør sig gældende på hele albummet. På ”Heartseeker” bliver der virkelig gået til serenaderne, og den rene vokal får frit spil. Guitaren ligger hele tiden i baggrunden og banker bund og hårdhed ind i de ellers meget stille numre. Et nummer, hvori man virkelig kan høre inspirationen fra Sonic Syndicate, er ”King of Clubs”, som bare har alle de elementer, man kender der fra. Det er et ganske godt nummer – også pladens bedste, hvis I spørger mig – og det gør I jo. Her kan jeg heller ikke lade være med at tænke på Andreas Dörner fra Caliban, når jeg hører den rene vokal. Der er stor sammenligning her.

Det hele er super let at gå til, og melodierne og sangene sætter sig fast. Problemet er bare, at når du når til næste sang, så har du helt glemt den forrige, fordi det hele læner sig så meget op ad hinanden. Men det er stadig spiseligt. Det ændrer sig dog, når du går videre til anden afspilning af dette album – og det bliver ikke bedre efter flere. Det bliver simpelthen for meget af det gode.

Lyst til mere, men efterladt i afsky

Nogle vil nok rynke på næsen, når de hører betegnelsen på dette band som melodisk død. Det er i den meget blide ende, og læner sig gevaldigt op ad metalcore. Bandets tredje album, Lust and Loathing, gav mig lysten til mere, men efterlod mig i afsky. Det er catchy as fuck og super tilgængeligt. Alle numrene er ekstremt lyttervenlige, men i sin helhed bliver det alt for meget. Dog er der stadig gode numre, som – for sig selv – står ganske godt. Det er godtaget og får derfor 6 kranier her fra.