Nyt svenskermetal? Ja tak

The Unguided er et svensk melodisk dødsmetalsband bestående af flere tidligere Sonic Syndicate-medlemmer. Bandet udgav den 9. oktober 2020 deres femte studiealbum, Father Shadow, i samarbejde med pladeselskabet Napalm Records. Father Shadow oser af den velkendte melodiske lyd, man hører fra de andre store svenske navne som Amaranthe eller det nyere In Flames.

Var är dödsmetalen?

Albummet lægger hårdt ud med sangen ”Childhood’s End”, hvor man bliver bombarderet af et aggressivt og næsten symfonisk lydbillede, der understøttes af et tungt galoperende guitarriff og den helt klassiske dobbeltpedal på stortrommen. Sangen bringer massiv energi lige med det samme. Fænomenal balance mellem de forskellige instrumenter og vokaltyper, der ellers sætter barren for resten af albummet højt. ”Breach” starter med et monster af en ørehænger. En simpel men vanvittig melodi, der først introduceres på keyboardet, hvor guitaren og trommerne hurtigt følger trop med et næsten perfekt groove. Sangen falder desværre hurtigt til jorden, omkvædet og verset lever ikke op til monsteret af introen, det betyder ikke, at sangen er dårlig, tvært imod så er der igen tale om god balance, hvor cleanvokalen virkelig får rum at puste i.

Efter de første par sange på albummet finder man ud af, at The Unguideds etiket som melodisk dødsmetal nærmest er blasfemi. Melodisk? Det er det, men hvor er dødsmetallen? En mere aggressiv sang på albummet er ”Crown Prince Syndrome”. Fokus er her flyttet fra keyboardet og clean vokal, til et mere aggressivt lydbillede fra guitaren og skrigende vokal. Selvom sangen er en af de mere aggressive på albummet, fremhæver den på samme tid de poppede tendenser grundet den store kontrast mellem det aggressive lydbillede og det ellers bløde omkvæd. I takt med at man kommer længere ind i albummet, bliver sangene mere og mere langtrukken. Ikke fordi sangene er dårlige eller kedelige, tvært imod så er Father Shadow fyldt med catchy melodier som set i ”Breach” eller ”Childhood’s End”. Der er gode guitarsoloer f.eks. i sangen ”Seth”, hvor fokus er på melodien i stedet for tankeløs shredding. I stedet har The Unguided et meget bestemt og gennemtrængende lydbillede, der i sammenspil med en relativt simpel sangstruktur godt kan blive rimelig ensformigt. Sangstrukturen er et bevidst valg, der tillader, at specielt cleanvokalen kan træde i kraft og styre albummet. Det betyder samtidig, at Father Shadow mister lidt af sin hårde kant, og albummet bliver ret poppet.

Det er altså metalcore

Kommer man med en forventning om klassisk melodisk dødsmetal i form af Children of Bodom, Arch Enemy eller Amon Amarth, bliver man desværre vildt skuffet. Som nævnt tidligere, synes jeg, at The Unguideds Father Shadow er et alt for sødt, blødt og poppet album, der utvivlsomt bevæger sig i retning af metalcore, med tydelige emotendenser. Angriber man albummet med en forventning af metalcore med massiv fokus på clean vokal og poppede omkvæd, så er Father Shadow en tydelig demonstrering af The Unguideds høje musikalske kunnen, med deres massive forståelse for hvad der fungerer. Poppet eller ej, så kan de deres kram og fortjener i den grad et lyt eller to.

Father Shadow er et anstændigt svensk metalcore album, der samlet set får 6/10 kranier.