Træk stikket ud Lige nu! Introduktion
Sonic Syndicate har været i gang i en del år nu. De blev dannet tilbage i 2002 under navnet Fallen Angels, men skiftede i år 2005 til deres nuværende navn. Bandet har betydet en del for mig i mine teenageår, og specielt Only Inhuman og Love And Other Disasters var øverst på min favoritliste i lang tid. Efter anden forsanger Roland Johansson forlod dem i 2009 og blev erstattet af Nathan J. Biggs, og de udgav We Rule The Night tilbage i 2010, faldt det hele sammen. Jeg følte, at det var mere Pop, end det var Melodisk Dødsmetal, og jeg kunne ikke fordrage pladen. Efter et stykke tid forlod to af de originale medlemmer også bandet, og det viste sig, at løbet måske var kørt for dem. Nu fire år senere udgiver bandet så Sonic Syndicate – spørgsmålet er: er løbet kørt for bandet?
Gennemgang
Efter en lille intro bliver "Day Of The Dead" sparket i gang. Det lyder som en mere bittersød version af noget In Flames kunne finde på at udgive. Samtidig lyder det en del som det gamle Sonic Syndicate, men måske har Metalcore genren alligevel været en stor inspiration? Jeg vil sige, at en stor del af nummeret minder mig lidt om noget Britisk Post-Hardcore. Derudover synes jeg ikke, at dette nummer indeholder noget fantastisk – men det er alligevel lidt bedre end en middelmådig start på pladen. "Black Hole Halo" er andet nummer på pladen. Nummeret minder mig mest af alt om en form for Eurovision-metal, og virker faktisk lidt for sikkert. En af tingene jeg lige også må nævne er, at teksterne i nummeret er virkelig kedelige og virkelig upersonlige. Der er ikke rigtigt noget, man kan relatere til. Det er et klart lavpunkt må man sige. På nummeret "Long Road Home" bliver tempoet sat lidt op, og verset bliver sunget i et hurtigt tempo, men da vi kommer til omkvædet bliver det utrolig poppet og virkelig en kliché. Jeg bliver næsten fornærmet over at høre det. Føj et dårligt nummer, og alligevel skal det vare fem minutter og fire sekunder. Jeg er langt fra imponeret indtil videre, og det her er ikke det Sonic Syndicate, jeg kan huske fra min teenageår. Selvom Love And Other Disasters var virkelig melodisk, så havde den sgu også et par nosser, som ville noget. "My Revenge" er igen noget, som jeg ikke føler lever op til mine forventninger. Det er bare en gang kedelig Populær-Metal, som virkelig ikke gør noget godt for noget eller nogen. Slutningen er fyldt med synthesizerlyde, som går mig på nerverne og virkelig ikke giver nogen mening. "Before You Finally Break" er femte nummer på pladen, og Soilwork forsanger Björn "Speed" Strid har været så "heldig" at få lov til at være gæste sanger på dette nummer. Ligesom alle de andre numre har det bare været uinteressant at lytte til. I andet vers begynder Biggs at rappe imens han growler – det bliver næsten for latterligt og jeg har svært ved at tage det hele seriøst.
En af de ting jeg kan sige om pladen, der rent faktisk er god, er produktionen. Produktionen på pladen er virkelig fed. Den har en lidt tør lyd i det, og det er også en unik lyd de har fået. Produceren har gjort et godt stykke arbejde, men det er bare en skam, at sangene ikke er lige så gode som produktionen. Hvad kan man sige om trommerne? Jo at John Bengtsson stadig er en fed trommeslager. Han har virkelig styr på sit game, men det bliver også en smule ensformigt og det ændrer sig virkelig ikke særlig meget igennem pladen. Bandet gik fra to guitarister ned til en og Robin Sjunnesson er blevet hovedsangskriver. Jeg sidder tilbage med kæben på gulvet, og tænker, at hele deres bagkatalog var så fedt – de sidste to plader lever bare ikke op til nogens forventninger. Jeg synes ikke, at det har været noget at råbe hurra for. Tværtimod synes jeg, at han virkelig skal tage sig sammen og ikke være bange for at variere lidt i numrene. Han har selvfølgelig nogle gode øjeblikke i et par sange, men det er ikke nok til redde pladen som helhed. Den britiske forsanger Nathan J. Biggs har en fed stemme og den skærer virkelig igennem, men lad os være seriøse. Det er næsten synd at han har spildt sin energi og gode stemme på at indspille denne plade og være med på den. Det synes jeg er en virkelig stor skam og det kan der nok ikke rettes op på. Hvis vi også lige har tid til at snakke om lyrikken på pladen, så kan jeg sige at det har ingen form for rød tråd. Specielt "Black Hole Halo" er fuldstændig kikset. Wow en dårlig tekst, som jeg virkelig aldrig vil høre igen.
Tak for denne gang, og ses aldrig igen
Årets skuffelse vil jeg i den grad betegne denne plade som. Utrolig kliché og kikset, og jeg har mistet al tro på, at de nogensinde kommer op på det samme niveau, som de har været. Det er lidt trist at se et band med så meget talent miste gnisten. Jeg tror simpelthen ikke, at de nogensinde kommer op på det samme niveau, og jeg håber heller ikke, at jeg nogensinde kommer til at høre deres fremtidige materiale igen.
Trackliste:
1. Day Of The Dead 2. Black Hole Halo 3. Long Road Home 4. My Revenge 5. Before You Finally Break 6. Catching Fire 7. Unbreakable 8. It Takes Me 9. See What I See 10. So Addicted 11. The Flame That Changed The World
Kommentarer (1)
Howling
Indlæg: 5
Genopstandelse
Så, Sonic Syndicate er tilbage efter katastrofe albummet We Rule The Nigt fra 2010 hvor det selv for mig blev for poppet og intetsigende og havde nærmest afskrevet bandet bagefter. Siden da er der sket meget hvor både guitarrist Roger Sjunnesson og vokalist Richard Sjunnesson har forladt bandet.
Men de er tilbage med et nyt album og for old times sake for den et gennemlyt. Og damn det viste sig at være en god ide. Day Of The Dead sparker albummet igang med en god energi og fra hele bandet og med et omkvæd der siger "day of the dead, bang your head" og med et lækkert omkvæd og en langt mere aggressiv fremgang end det sidste album er det en fin åbner. Tunge Black Hole Halo kommer næst og er et nummer der ligger op til moshpit og fællessang til fremtidige koncerter, forsanger Nathan James Biggs viser at han både kan growle og synge, han er står nu for begge dele siden Richard Sjunnesson forlod bandet i 2010. Efterfølgende leverer både Long road home og My Revenge lækkert melodisk døds metal med catchy omkvæd og en igen en flot vokal præstation af Nathan, mens resten af bandet kører derudaf med en nyfunden energi jeg ikke havde troet jeg ville høre fra bandet igen.
Den flotte produktion fra Roberto Lahgi er med også med til at give bandet er meget tungere og aggressivt udtryk som aldrig før, godt gået. Så er det tid til 2 af skives aller bedste Numre, Before I Finally Break og Cathing Fire. På førstnævnte nummer er Björn "Speed" Strid fra Soilwork med og gør kun nummere til et af de bedste bandet har skrevet. Der tæskes med trommer lækre riffs og Nathan og Björn supplerer hinanden perfekt og det super flotte omkvæd borer sig ind i hjernen efter første lyt, growl og ren sang fra begge vokalister er perfekt balanceret og med lidt lækker keyboard outro er jeg efterladt imponeret (bandet har også lavet en fed musik video til netop dette nummer man kan tjekke ud her https://www.youtube.com/watch?v=WjTPG7q3AR8)
Cathing Fire er uden hos mig det bedste nummer på pladen og måske deres bedste nogensinde. Alt spiller flot sammen og med perfekte tempo skift og noget så usædvanligt hos Sonic Syndicate som en guitar solo + et genialt catchy omkvæd gør nummeret til en absolut perle af et melodisk metal nummer.
Den mere rolige Unbreakable giver lytteren en fin lille pause efter de to forrige soniske tæsk (den gode slags).
Der gælder generelt 3 ting for den her skive
1. At Sonic Syndicate viser os deres evne til at skrive fængende og flotte melodiske sange (som aldrig før).
2. At de har fundet aggressivteten frem igen og er mere metal end nogensinde siden Eden Fire albummet.
3. Den flotte vokal præstation fra Natthan der viser at han med både growl og ren sang er en meget værdig arvetager for både Roland Johansson og Richard Sjunnesson.
Denne tendens forsætter gennem de næste 3 numre, It Takes Me, See What I See og So Addicted skiven lukkes af med den smukke og hurtige The Flame That Changed The World.
Det er svært ikke at være begejstret over et så fedt comeback fra et band jeg havde opgivet. Hvis der skulle være et kritik punkt skulle det være de gerne må eksperimentere lidt mere med deres lyd, det kan føles lidt ensformig. Men det er en paradoksal klage da de gør hvad de gør bedst igen og de gør det til noget nær perfektion og siden deres sidste eksperimentering på We Rule The Night ikke fungerede godt, mildest talt. Så bliv ved med det i gør bedst.
Karakteren lander på
9/10
Ser frem til deres optræden med Machine Head i Store Vega d. 29 November og nye udgivelser fra et barndoms band der har vist at de stadig kan. Velkommen tilbage.
Howling gav Sonic Syndicate - Sonic Syndicate 9/10.