Týr sælger ud; længe leve Týr
Týr er sgu seje. Helt ærligt, hvad fanden slår en syv-otte minutter lang vikingesaga sunget på færøsk? Ja, jeg ved det, Valkyrja tog en ganske anden drejning og forlod sig på direkte, ørehængende heavy/power metal. Men jeg er ligeglad, for selv som direkte-ørehængende-heavy-metal-band er Týr super. En stor del af årsagen er forsanger Heri Joensens karakteristiske vokal, som er lys uden at være fimset og kraftfuld uden at være uklar. Resten kommer sig af, at Týr skriver fede riffs og leads samt spiller vilde soloer. Forventningerne til Hel er derfor højere end Slættaratindur, og Týr er heldigvis mænd for at indfri forventninger. Men bandet er ikke de eneste, der skaber et album.
Lupus ex machina
Hel lider under en fæl beslutning i produktionen: omkvædene drukner i korstemmer og forvrængning. Korstemmer fandtes også i rigt mål på Valkyrja, men de var mere tilbagetrukne bortset fra selve refrænet. Her konkurrerer de med førstestemmen i næsten hvert sekund af hvert omkvæd. Hvad forvrængnigen angår, har ønsket utvivlsomt været at give vokalen et ”råt” udtryk som verset i ”Lady of the Slain” fra Valkyrja, men her går det for vidt. Jeg ved ikke, om forvrængningen stammer fra Joensen selv, fra overdreven mikrofon-gain (dette er mit gæt) eller fra noget helt tredje, og i sagens natur gør det heller ingen forskel; resultatet er det samme. Slutteligt skratter den ellers uforvrængede guitar i indledningen til åbneren ”Gates of Hel” og endnu mere i afslutteren ”Alvur Kongur”. Hvad i alverden? Jacob Hansens mix af Valkyrja var væsentligt mere komprimeret, hvilket kunne høres især på guitarerne, men det var bedre på alle andre parametre.
Så vidt det sureste opstød; musikken er heldigvis glimrende. Hel følger i samme stil som forgængeren: hård, hurtig og ægte. Åbningsduoen ”Gates of Hel” og ”All Heroes Fall” fremviser alt, hvad Týr efterhånden står for, og hvis de ikke lægger en festival ned, er det udelukkende fordi, at nævnte festival forsømte at booke Týr. ”Ragnars Kvaedi” viser, at Týr ikke har glemt deres færøske folkerødder endnu, og er samtidig en af de eneste sange, hvor vokalen lyder godt fra start til slut. I det hele taget er der ingen svage sange på Hel, ingen uinspirerede riffs, halvhjertede vokaler eller andet, der normalt trækker et heavy metalalbum ned i middelmådigheden. Tag at lytte til ”Fire and Flame” nedenfor. Forestil dig derefter, at hele albummet er så godt.
Det er et held at Týrs riffs, leads, omkvæd og soloer er så gode, for der er godt nok mange af dem. Med en spilletid på 70 minutter bliver besøget hos Hel endog temmelig langtrukkent. Týrs direkte stil lægger ikke op til en mangfoldig lytteroplevelse, og på trods af stor kvalitet på albummets c- og d-sider, er det overordentligt sjældent at albums á ligefrem heavy metal behøver 70 minutter. Sangenes længde er i øvrigt gennemsnitligt et minut og femten sekunder længere end på Valkyrja (5:24 mod 4:09), og størstedelen af den tid er fyldt ud med guitarsoloer. ”Gates of Hel” har et instrumentalstykke på 1:58 hen mod slutningen. ”All Heroes Fall” tager en afstikker på 1:37 mellem første omkvæd og andet vers. ”Garmr” bruger 1:35 på mellemstykket. Og så videre.
Bortset fra brok
Nu har jeg brugt 2/3 af min analyse på at kritisere albummet, men husk lige på én ting: alt, hvad jeg ikke har brokket mig over, er fremragende. Týr er på ingen måde kørt fast i en rille, og sangskrivningen på Hel er lige så direkte og imponerende, som på forgængeren. Men selvom Týr havde skrevet et udødeligt mesterværk til historiebøgerne, ville produktionen have bragt det ned på jorden med et brag. Joensens ellers spektakulære vokal frarøves sin klang takket være kraftig forvrængning, og korstemmerne ligger tilpas højt i mikset, at de konkurrerer med førstestemmen. Endelig synes jeg personligt, at albummet er alt for langt, men forbløffende nok er der nu intet fyld på Hel af den grund.
