Kan vikingerne vinde dette slag?
I 2019 udgav den færøske kvartet deres ottende studiealbum, Hel, og her i 2024 er de ikke blot klar med opsamlingsalbummet The Best of the Napalm Years, men også med deres niende studiealbum, Battle Ballads. Týrs forsanger, Henri Joensen, har engang beskrevet Týrs metalstil som en blanding af power, doom, black, progressiv, gotisk, viking, folk, etnisk og episk. Det er en stor mundfuld, som stikker i mange forskellige retninger. Under gennemlytningen af Battle Ballads kunne denne anmelder dog kun høre power-metal med få folk-elementer på de 10 sange, som denne plade består af. Spørgsmålet er så, om det er nok til at imponere den kritiske lytter?
Ad vore vante veje
Ét element, der gør, at denne plade adskiller sig fra sine forgængere, er brugen af orkester, hvilket kan gå to veje: Enten overskygger det sangenes øvrige elementer, eller det kompletterer dem. Jeg kan med glæde forkynde, at sidstnævnte er tilfældet, for orkestreringen passer perfekt til Týrs meget rene og episke lyd, der virkelig skiller vandene. For på den ene side vidner det om, at det kræver meget arbejde at skabe et velafstemt og flydende værk, men på den anden side kan der på grund af den polerede produktion og den meget rene vokal komme til at mangle noget bid og variation. Når det er sagt, er der også sange, der på positiv vis skiller sig ud fra mængden og dermed gør pladen til en stort set god oplevelse. Dertil hører pladens andet nummer, “Unwandered Ways”, der med sin iørefaldende intro inviterer lytteren med på en rejse, der dog er en afstikker ned ad kendte stier, men på mange måder er et hyggeligt nummer, der fungerer godt. Og “Row”, der lyder som Týrs bud på en Amon Amarth-sang, er nok også ét af færingernes hidtil tungeste numre. På dette er det særligt de tunge introriffs kombineret med den mere rå og hæse vokal, der skaber en fin kontrast til ovennævnte orkesterelementer og den Týr-typiske nedtonede grundmelodi båret af Joensens stemme, der dog bliver en kende for melodigrandprixagtig for min smag. Også med næste nummer, “Torkils Døtur”, følger gruppen deres kendte mønstre med en nyfortolkning af en gammel færøsk sang. Dette nummer giver pladen et naturligt break og lytteren en pause fra den overvældende og opulente lyd, der har prydet de foregående sange. Med efterfølgende nummer, “Vælkomnir Føroyingar”, der også er en nyfortolkning, sker der en gradvis stigning i intensiteten, og lytteren kan forberede sig på albummets sidste fire sange, hvoraf det uden tvivl er “Axes”, pladens første single, der er mest memorabel. På denne er det særligt vokalen, der er langt mere facetrig end på de øvrige sange. Denne plade er altså Týr, som vi kender dem – dog i en lettere udvandet udgave.
Den tamme tyr
Efter første gennemlytning med de 41 minutter i Týrs selskab var jeg ikke synderligt imponeret, men i løbet af de næste gennemlytninger voksede pladen i min bevidsthed. Den nåede dog på intet tidspunkt at vokse sig så stor, at alle sange blev hængende og fik ørehængerstatus. Man står snarere tilbage med en følelse af, at Battle Ballads hverken er helt god eller helt skidt, da mange af sangene på pladen på den ene side har nogle iørefaldende melodier, men på den anden side bare mangler bid – dels på grund af den meget polerede produktion, dels på grund af den til tider temmelig flade vokal. Dermed opnås tidligere højder som på Valkyrija fra 2014 desværre ikke i denne omgang.
