Der var engang, hvor man altid kunne regne med, at metal var den genre, hvor man kunne finde styrke til at komme gennem de hårdere tider i livet, men med hele den følelsesmæssige bevægelse, som infiltrerer selv metallen, er der ikke længere nogen garanti herfor. Det kan ofte være farligt at læse teksten til et stykke musik, som man virkelig synes godt om, for det risikerer blot at ødelægge ens utopiske forestilling om bandet.
Da jeg første gang sætter Twin Method på, bliver jeg straks meget forarget og er solgt øjeblikkeligt. Twin Method laver virkelig fed musik, og man må sige, at de helt sikkert har deres egen lyd. Den er utrolig karakteristisk med deres mix electronica, industrial og metal, som tilsammen giver et meget eksplosivt og varieret lydbillede. Twin Method afviger ikke fra tendensen og har derfor en besætning med to forsangere, som komplimenterer hinanden ganske glimrende, og de lader hinanden få plads i numrene, hvilket er fantastisk at høre. Den ene sanger har en fantastisk og smuk stemme, som går lige i hjertet, hvorimod den anden har en utrolig grim vokal, der stinker langt væk af helvede og dæmoner – den kræver tilvending.
Min umiddelbare vurdering af skiven lå på ca. 70-80 %, men da jeg sætter mig ned for at læse teksterne, mens jeg lytter til albummet endnu engang, så får jeg et chok. Jeg havde aldrig lagt rigtig mærke til, hvad sangerne egentlig sang om og jeg havde måske også været bedre tjent uden den information. Det er meget muligt, at Twin Method ligner en flok farvede metal-freaks, men det retfærdiggør bare ikke, at man skriver emo-tenderende tekster, når man spiller metal. Heldigvis for Twin Method er deres tekster ikke de værste eksempler, som fx "I can’t take this life anymore. I just wanna cut my wrist, see the blood running down my arm and end this life". Men jeg synes det er slemt nok at skrive ting som “The mirror sickens me as I adjust to fit your way", "You don’t understand me, broken destroying all again", “Don’t give me false sympathy", Feel my past is haunting me, open up my old wound" og “I ache inside, splintered in mind".
“The Volume of Self" tyder på, at der er en plade i vente, som handler om selvet og personlighed, men det er da trist, at selvet fremstilles som ulykkeligt og svagt. Det virker som om teksterne er skrevet ved opslag i "The Book of Sad and Weak Words", men det er jo hændeligt, at man tager den forkerte bog ned fra hylden på biblioteket, når den står ved siden af "The Book of Evil and Strong Words". Jeg håber dog, at Twin Method mander sig op på næste album og kommer ind i kampen, for der er masser af potentiale i bandet. Hvis man kan lade være med at lytte intenst til, hvad der bliver sunget og man undlader at læse teksterne, så kan det klart anbefales, at man giver Twin Method en chance og lytter til deres ellers fede debutalbum.
