Et middelmådigt hovedstød, der næppe slår dig i gulvet
Et par bump på vejen
Efter umådelig meget modstand, heriblandt guitaristen Bryan Ottosons død og et toårigt band-breakup, er de amerikanske hovedstødere nu igen klar til at penetrere lydmuren. Midlet til dette er albummet Tango Umbrella, der på moderne vis blev finansieret gennem en fundraising-kampagne, hvor bandet tilbød tonsvis af unika og merchandise til de inkarnerede fans. Herved inkasserede American Head Charge-gutterne mere end $53.000.
Miskmask af plet- og vådeskud
Jeg må sige, at Tango Umbrella for mig er en ret ujævn skive, der byder på lidt af hvert – både stil- og kvalitetsmæssigt. Lad os dissekere.
Pladen skydes i gang med nummeret ”Let All The World Believe”, der gennem en spøjs, men vellykket, keyboardintro fastlægger, at American Head Charge vil lege med industrialgenren. Efter ca. 20 sekunder i selskab med dette eksploderer nummeret i et sandt vredesudbrud, hvor trommerne brager derudad, og guitarerne følger efter. På vokalsiden må jeg sige, at jeg blev overrasket: Sjælendt har jeg hørt en vokal, der minder mig så meget om de gamle Marilyn Manson-dage som her. Samme nærmest plagierede vokalstil høres især også på ”Prolific Catastrophe”.
En mere personlig vokalpræstation findes på skivens andet og tredje nummer, ”Drowning Under Everything” og ”Perfectionist”, hvoraf førstnævnte med sin ørehængende intro, konsekvente, fede baslinje og melodiske vokalspor placerer sig som ét af de absolut bedste numre på skiven. Det går dog hurtigt ned ad bakke, og efterfølgende præsenteres vi for to mere ligegyldige numre: ”Sacred” og ”I Will Have My Day”. Jeg må dog give drengene credit for den dybe og forholdsvis monotone summen, der gennemsyrer ”Sacred” og dermed skaber en fed atmosfærisk og elektronisk stemning gennem hele nummeret.
Hernæst finder vi ”A King Among Men”, der har tonsvis af potentiale, men simpelthen forspilder chancen. Med den mest banale tekst, jeg længe har hørt, og en forholdsvis kedelig instrumental side, mindes bandet her deres tidligere guitarist, der i 2005 omkom på tragisk vis.
AHC-gutterne formår dog til dels at råde bod på denne kedelige affære med skivens næste fire numre, der alle er ganske gode. ”Suffer Elegantly” sætter en tydelig industrialstil og byder på pladens fedeste trommer, hvorefter ”Antidote” for alvor skyder festen i gang med en stærk vokalpræstation fra frontmand Cameron Heacock, hvor der veksles mellem stille skønsang og råbende vredeseksplosion. På ”Prolific Catastrophe” formår drengene – trods det yderst uoriginale vokalspor – at opbygge en god spænding i introen, og ”Down And Depraved” kaster solide og tunge lydbølger efter os blandet med en yderst aggressiv Heacock.
Tangoballet lukkes og slukkes med ”When The Time Is Never Right”, der i sand Nine Inch Nails-stil runder pladen pænt af.
Godt forsøg, drenge!
Opsamlingsvis må jeg konkludere, at American Head Charge med dette album ikke helt formår at hente sejren hjem. De har kreeret et album, der har læssevis af potentiale, men får det desværre ikke altid udnyttet til fulde. Retfærdighed skal til, og pladen har da også sine lyspunkter og er bestemt værd at lytte til. For dette vil jeg honorere dem med 6 kranier.
