Tristania - Ashes

Ashes

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Spilletid:42:50
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det norske metal ensemble Tristania leverer her deres fjerde fuldlængde skive, "Ashes". Siden bandets fødsel i 1996, er bandet gradvist blevet udbygget med flere medlemmer, da den originale lineup kun talte tre medlemmer. Idag er de ikke mindre en syv. Seks norske drenge og den favre Vibeke Stene. Deres musik er dyster og midtempo. Minder faktisk meget om Amorphis i de tidlige dage og Therion med de klassiske orkester indslag. De har formået at holde fast i de klassiske idéer, som Dissection så smukt var med til at bringe frem i lyset, da Black Metal bølgen ramte EU i midt 90'erne. Undertegnede var selv blandt de måbende bumsefjæse, som blev indhyldet i den nordiske mystik der omfavnede metalscenen. Tristania forsøger virkelig at genskabe, bevidst eller ubevidst, mystikken og stemningen fra perioden. Men der bliver ikke brugt unødig energi på det, således at man lige så vel kunne have smidt en Black Metal skive i drejebænken fra den tid. Nej, de ryster meget prof posen og får fordelt det hele meget smukt så billedet forbliver intakt, melodiøs og stemningsfuldt. Vibeke Stenes meget flotte stemme forbundet med Kjetil Ingebrethsens rå og typisk dybe, nærmest growlende stemme, udgør et meget bredt spektrum. Dertil kommer Østen Bergøys cleane mandestemme som bare gør det hele endnu større og tillægger musikken endnu en side. Set med nøgterne øjne, har denne gruppe meget talentfulde unge skandinaver skabt et univers, ja nærmest en genre mere, der må siges ikke lige falder i strømmen af kommercielle bands. Det vil sige; de spiller deres eget spil og gør vel det de finder er bedst.

Her er skiven til dig der måske ikke har gennemlevet midt 90'er perioden. Med den vil du langsomt men sikkert blive ledt den rigtige vej, hvis du havde tænkt dig at betræde den mørke vej. Her tager Tristania dig ved hånden og guider dig gennem den mystiske verden som vores norske landsmænd har fremtryllet for ca en dekade siden. Men CD'en er ikke til dig der forventer nakkesmerter eller energi der kommer med tordenbrag ud gennem dine højttaler.