Fantastisk! Bandet Trail of Tears stammer fra Norge og har siden 1994 produceret to demoer og tre fulde albums. Efter hvad jeg kan læse har stilen hidtil været gothic kombineret med kvindevokal. Jeg har desværre ikke hørt nogen af deres gamle albums, men tror egentlig heller ikke det gør noget.
For det her er noget helt andet end gothic. De veksler mellem teknisk death, lidt gothic, heavy og til slut ikke mindst black metal. Det kan godt virke som en forvirrende blanding i første omgang, men efter et par og flere gange i afspilleren vil CD'en slet ikke stoppe med at snurre.
Bandet består af syv medlemmer, blandt dem to sangere, som hver især har deres specialitet. Ronny og Kjetil har virkelig forstået, at kombinere growl og clean sang, så dette i sidste ende giver en flot helhed. Udover dem skal jeg jo ikke glemme de resterende fem mand, der blander to fede spader, en bass, trommer og synth til teknisk hammer-fedt-metal!
Til tider kan den cleane vocal have hentet lidt inspiration af Nevermore og Cynic (effekt), men dette gør ikke noget. Hør sange som "Joyless Trance of Winter" eller "Cold Jand of Retribution". Nøj, disse 10 numre er fede. Kan kun anbefale denne udgivelse!