Symfonisk svanesang fra de norske gothere

Rødderne i Trail of Tears strækker sig tilbage til 1994 hvor Natt blev dannet, men som i 1997 blev ændret til Trail of Tears. Det er der siden 1998 og frem til nu kommet syv albums ud af, men som det ser ud nu bliver Oscillation det sidste vi kommer til at høre fra dem. Rejsen har været bumlet, den store succes udeblevet, og lineuppet har været ændret mange gange undervejs. Senest har nemlig også eneste originale medlem Ronny Thorsen valgt at forlade den synkende skude. Trods drama og interne uenigheder i bandet må jeg dog sige at Oscillation overordnet set fungerer som en fin svanesang, hvis ens hjerte banker for symfonisk gothmetal. Ronny Thorsen synger som altid den harske vokal, og det gør han såmænd ganske glimrende. Atter engang deler han vokalgerninger med en kvinde, og herpå igen med Cathrine Paulsen. Hendes stemme fungerer fint og besidder ofte en råhed, som gør at Trail of Tears herpå ikke ryger i det udvandede beauty and beast koncept. Til tider går der dog lidt for meget melodi grand prix i den, med søgt storladenhed over melodiske banaliteter. Den poppede “Scream Out Loud" er et ganske glimrende eksempel herpå. Jeg erkender gerne jeg hurtigt når et mæthedspunkt med denne type musik, og virkelig skal stramme ballerne sammen for at holde hele pladen ud. Derfor har jeg også valgt at tage den over nogle etaper, for jeg kan bestemt godt høre at Trail of Tears håndværkmæssigt har styr på deres musikalske univers. Produktionen virker dog fint afstemt, således at de mange forskellige lag i musikken får tilstrækkelig med albuerum, men nogen langtidsholdbar udgivelse er der ikke tale om.