Ikke uden omkostninger
Den unge vestjyde Thor Sejersen Riis har i den grad øvet sig på at spille guitar, og de mange timer, hvor han har forfinet guitarspillet, har rystet en pladekontrakt fra finske Lion Music af sig. Nu skulle man tro, at vejen til verdensberømt guitarist lå lige for fødderne af Riis, men sådan skulle det ikke gå. Sygdomme satte en brat stopper for den hårdt arbejdende unge mand, og han måtte sætte arbejdsprocessen i bero. Sådan gik det lidt frem og tilbage, indtil Riis genvandt en del af sin teknik, og i 2023 blev debuten færdiggjort.
Riis er et klasseeksempel på, at øvelse gør mester, omend man må tage nogle omveje i processen. The Eternal Now har været i støbeskeen i fire år og er nu kommet ud. Læs mere om op- og nedture i følgende interview https://heavymetal.dk/interview/naar-oevelse-goer-ondt-goer-mester
Detaljens mester
Der er så mange lækre melodier og lag i dette mesterværk, så man bliver nødt til at være vågen for ikke at misse rytmeskift eller detaljer. Riis spiller meget sikkert på guitaren, og genremæssigt spændes der vidt. Man kan ikke sætte en mærkat på Riis’ musik og kalde den enten speed, thrash eller progressiv metal, da delelementer fra genrerne mere eller mindre er repræsenteret på alle numrene. Alle disse genrer er kendetegnet ved at arbejde i et højt tempo, være teknisk krævende med komplekse guitarriffs, krydret med avancerede rytmer fra det progressive. Desuden er der små bidder af dødsmetal indover, som det høres i nummeret ”Infinite Substance”, hvor trommerne er hurtige og er trukket frem. Det er en fornøjelse at lytte til den forvrængede guitar, som er godt hjulpet på vej af, at Riis leger med pedalerne. Apropos pedaler vil selv Kirk Hammett være stolt af at lytte til ”Ataraxia”, som ganske rigt repræsenterer wah-pedalens virkemidler. Det er flot, dybt og professionelt komponeret. Slutstykkets stemning og melodi er endda helt ovre i det power-metalliske.
Det guitarspil, som Riis præsenterer os for på The Eternal Now, demonstrerer uhyre høje færdigheder. Han har virkelig dygtigheder og talent, der kan sætte selv den mest garvede guitarist til vægs. Som tidligere nævnt formår Riis at præsentere os for en masse forskellige genrer inden for metal, og det virker med den store variation. Vi finder sjælerne, den melodiøse og rockede lyd på numrene ”Ghost Notes” og ”Graveyard Poetry”. Det er stort, iørefaldende, og lukker man øjnene, vil man formentlig drømme sig væk til en anden tidsalder, hvor netop melodisk heavy metal havde storhedstid. Hvem husker ikke Slashs ypperlige guitarspil i ”November Rain”?
I den helt anden grøft giver Riis et overdrevet bud på sin kunnen inden for speed og thrash metal. Numrene ”Power Overwhelming”, ”Collapsing Multiverse” og ”Dissolutionof Eternity” er med til at sætte barren meget højt. Riis mestrer det meste, og selvom der ikke er sang med på albummet, kan man næsten fornemme aggressionen, når den brager igennem guitarriffene. Der er højt tempo, komplekse og teknisk krævende guitarsoli, alt sammen understøttet af fart og præcision.
Et instrumentalt geni
Det er meget svært at sætte en finger på noget som helst på dette album. Det er sublimt og et fremragende stykke instrumentalmetal, der på intet tidspunkt bliver kedeligt. Bag ved Riis har stået en producer, som har formået at fremhæve det bedste af ham, godt understøttet af garvede musikere på bas og trommer. Riis’ helt store force er de mange passager med ”shredding”, som han simpelthen filer og høvler af i et tempo, der kan få menigmand til at tabe pusten. Riis giver os guitarlir galore, og hold op, hvor sidder det lige i skabet. Dette er et album, som fortjener en eksponering, for sjældent har et talent af den karakter set dagens lys.
”Fingers of every hand can pull the strings of a guitar, but only the expertise of a few can exude the melody” (ukendt).
