Neo-klassisk enevældig enmandshær

Opus Absolute er guitaristen Niels Vejlyts tredje album i eget navn, og ganske som med bandet Sages Recital smykker han sine soloudspil med prædikatet ’neo-klassisk progressiv symfonisk metal’. Med sådan en svada følger risikoen for, at musikken enten er selvovervurderet eller en genremæssig rodebutik, og for så vidt angår Niels Vejlyt og Opus Absolute er det måske ikke helt forkert. Niels Vejlyt er uden tvivl en dygtig guitarist, en art dansk Yngwie Malmsteen, men hans enmandsprojekt lider under manglen på modstand og sparring og fremstår i grove træk som en alt for lang, uredigeret guitarsolo.

For langt og for rodet

Helt konkret er Opus Absolute et langt album bestående af hele 20 numre, hvoraf omkring en tredjedel dog er så korte, at de fungerer som interludes – små afbrydelser, der ikke rigtigt bidrager med andet end at gøre tracklisten virkelig lang. Hertil kommer, at udspillet modsat Vejlyts forrige er rent instrumentalt og dermed ikke har det personlige udtryk, en vokal unægtelig bidrager med. Dermed ikke sagt, at en vokal er påkrævet – havde de enkelte numre på en og samme tid adskilt sig fra hinanden og udgjort en helhed, ville fraværet af en den sågar kunne være en lise. Men det er svært umiddelbart at finde den røde tråd på det ellers velkomponerede Opus Absolute, hvor numre som ”Hard Times” og ”Forgotten Legacy” svinger godt.

Niels Vejlyt har på trommesiden hyret Jakob Vand ind, ligesom Nikolaj Skovdal Sønder står for albummets basside. Og det er ikke det store aftryk, de to herrer får lov at sætte på et album gennemsyret af guitar. Tankerne ledes – uden sammenligning i øvrigt – hen på den i Metallica-kredse evige diskussion om, hvad der dog blev af bassiden på …And Justice For All-albummet. Antagelsen er, at bassen blev kraftigt nedtonet, da den i de tilbageværende bandmedlemmers øjne døde med legendariske Cliff Burton en efterårsmorgen på en svensk landevej i 1986. Der blev skruet op igen på de følgende albums, og selv om forklaringen så vidt vides er knap så dramatisk i tilfældet Niels Vejlyt og Opus Absolute, står betydningen af flere meninger og input – og ikke mindst fraværet af selv samme – i tilblivelsen af musik så meget desto mere klar.

I den 11 minutter lange ”Symphony of A Lost World” kommer Niels Vejlyt omkring Tjajkovskijs udødelige tema til balletten Svanesøen – et klassisk mesterværk, der i al sin bombastiske skønhed såmænd også gør sig godt på guitar. Hvad der kunne have været en fin reference til den klassiske musik, bringes dog først i spil mere end fem minutter inde i nummeret for så at kamme over i en nærmest Avenged Sevenfold’sk balladesolo. Hver ting til sin tid, fristes man til at sige, men Niels Vejlyt vil tydeligvis gerne det hele, og det bliver ganske enkelt for langt og for rodet, hvilket egentlig er symptomatisk for albummet som helhed.

Velspillet kedsommelighed

Opus Absolute er et udmærket album at have kørende i baggrunden, men det fænger aldrig rigtigt for alvor, og de alt for mange numre flyder sammen uden at danne en helhed. Var Opus Absolute skåret ned til sine maksimalt ti bedste tracks, ville det have været langt mere interessant, men det bliver, selv om det i den grad er velspillet, simpelthen kedsommeligt at høre på.