Når øvelse gør ondt og gør mester.

Den 30. marts udkom debutalbummet The Eternal Now med den danske guitarvirtuos Thor S. Riis. Vi har i den forbindelse haft mulighed for at tale med kæmpetalentet, der måtte sætte karrieren på standby inden den for alvor var begyndt

Hvis vi starter fra en ende: Kunne du ikke præsentere dig selv?
Jeg hedder Thor Sejersen Riis, og jeg kommer oprindeligt fra Harre i Salling. Da jeg var yngre, var jeg en meget ambitiøs og disciplineret guitarist, der brugte næsten al fritid på at øve på guitaren. Jeg flyttede til Århus i 2010 i håbet om at ”bryde igennem” og opnå succes, men helt sådan skulle det ikke gå. Af forskellige årsager udviklede jeg en depression, og i forsøget på at komme væk fra mine problemer skruede jeg endnu mere op for min øvning. Jeg kom næsten helt væk fra planen om at lave albummer og spille sammen med andre musikere. I stedet isolerede jeg mig og øvede i så mange timer som muligt hver dag. Nogle gange endte det med at blive 10-12 timer om dagen.

Jeg spillede i det progressive metalband Theory på dette tidspunkt – et band, jeg havde været med til at starte, blandt andet sammen med min gamle ven Odin Laugesen Madsen, som jeg længe var i en guitarduo med. Men dette band prioriterede jeg meget lavt, idet jeg aldrig helt følte, at min teknik var god nok. Jeg mente i stedet, at jeg skulle øve endnu mere for mig selv, før jeg gik i kast med rigtigt at lave musik.

Jeg endte med at udvikle en tilstand i højre hånd, der kaldes ”Focal Dystonia”. Det er en tilstand, der giver kramper og spændinger i de påvirkede muskler. Tilstanden kaldes ofte ”musikerdystoni”, idet mange musikere rammes af det. Det er en tilstand, som meget få har hørt om, selvom der ellers er et par kendte musikere, der døjer med det. Blandt andet kan jeg nævne Christian Muenzner, Terry Syrek, Alex Webster og Victor Wooten. Denne tilstand ødelagde min teknik, og jeg endte med at tage en lang pause fra metalmiljøet.

Jeg har kæmpet med dette problem lige siden. Jeg har i perioder været i bedring, blandt andet i 2014, hvor jeg udgav et album med mit band Innsmouth, inden jeg fik et tilbagefald og en ny nedtur med højre hånd. I 2019 gik jeg i gang med at indspille et instrumentalt album, hvilket var noget, som jeg længe havde haft lyst til at gøre. I denne periode, hvor jeg indspillede og øvede meget intenst, udviklede jeg ”Focal Dystonia” i venstre hånd, hvilket satte projektet helt på pause. Efter en lang og sej kamp lykkedes det mig at genvinde en del af min teknik, og nu i 2023 er jeg så endelig blevet helt færdig med albummet.

Vil du ikke prøve at beskrive dig selv i forhold til din musik? Hvem har du hentet inspiration fra? Hvis du har idoler, som du læner dig op ad rent musikmæssigt, kunne jeg også godt tænke mig at høre om dem.
Jeg har hentet inspiration mange steder fra. Jeg startede oprindeligt med at spille musik i 2003 pga. Metallicas musik. Især deres første fem albummer satte virkelig gang i noget hos mig. Så Kirk Hammett og James Hetfield var mine første guitarhelte. Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev nødt til at lære at spille guitar på den måde, som de gjorde. Så jeg fik overbevist mine forældre om, at det var en god idé, hvis jeg købte en guitar og begyndte at gå til guitarundervisning på Skive Musikskole, som var den lokale musikskole. På grund af Metallica blev thrash metal den første genre, som jeg virkelig dyrkede. Jeg opdagede en masse ny musik igennem Metallica. Kirk Hammett havde tidligere været med i et band, der hed Exodus. Dem blev jeg nødt til at høre, og da jeg hørte deres tre guitarister, Gary Holt, Rick Hunolt og Lee Altus, blev jeg en stor fan. Hammett havde også haft en vild guitarlærer ved navn Joe Satriani, som var en populær og meget aktiv guitarist, der udgav mange instrumentale plader. Endelig var der Metallicas tidligere guitarist, Dave Mustaine, der havde startet bandet Megadeth. Her stiftede jeg bekendtskab med en masse dygtige guitarister, der alle kunne ”shredde” helt vildt. Min musikalske horisont udvidede sig ganske naturligt, og siden dengang har jeg lyttet til meget dødsmetal, powermetal, glam/hair metal, progressivt metal såvel som en masse klassisk musik og fusionsjazz.

Jeg har masser af musikalske idoler, som jeg læner mig op ad musikmæssigt. Nogle gange har jeg bevidst prøvet at skabe noget, der mindede om noget, som disse idoler kunne finde på at skrive. Andre gange har jeg skrevet noget, og så er jeg efterfølgende kommet i tanke om, hvor inspirationen er kommet fra. Mange af de helt store idoler opdagede jeg, da jeg var en 16-17 år.  Det var guitarhelte såsom Paul Gilbert, Bruce Bouillet, Joey Tafolla, Tony Macalpine, Vinnie Moore, Al Pitrelli, Brett Garsed, Shawn Lane, Scott Stine, Brett Stine, Derek Taylor, Eddie Head, Todd Duane, Alexi Laiho, Yngwie Malmsteen, John Petrucci, Michael Romeo, Greg Howe, Richie Kotzen osv. Størst indflydelse fik Jason Becker og Marty Friedman. Da jeg begyndte at høre dem og deres band Cacophony i 2005, blev jeg enormt rørt og inspireret af musikken på en måde, der var svær at sætte ord på.

Generelt er der jo rigeligt af musikere, som man kan blive inspireret af. Bands såsom Nevermore, Death og King Diamond har simpelthen også haft så mange vilde og inspirerende guitarister. Kort sagt er listen af guitarhelte meget lang.

Hvordan vil du beskrive din stil? Udover at det naturligvis er instrumentalt metal.
Jeg har tidligere været meget teknikfikseret. På mine tidlige demoer, som er inkluderet på det nye album som bonus tracks, er det meget tydeligt for mig nu, at jeg dengang var fokuseret på, at alt skulle være så vildt, hurtigt og teknisk, som jeg overhovedet kunne slippe afsted med. På de nye numre har jeg skruet en anelse ned for alt det ”vilde” og ”ekstreme”. Jeg har i stedet forsøgt at fordele det lidt mere udover albummet, så den ikke står på ekstremt hurtigt guitarfræs hele pladen igennem.

Men jeg er og bliver det, man ville kalde en ”shredder”, og jeg er primært inspireret af guitarister, der er kendt for at shredde. Albummet er inspireret af den instrumentale metalstil, som mange af mine idoler er kendt for. Jeg har altså forsøgt at skabe et album i samme stil som de mange instrumentale ”shred-albummer”, som jeg er vokset op med. Det har også været min intention at skabe en meget alsidig plade, og jeg synes, at det er lykkedes godt. Numrene er distinkte, og de afspejler en del forskellige inspirationskilder, men i sidste ende bindes de forskellige numre fint sammen af en blodrød tråd af guitarshred. 

Har du et nummer på dit album, som er dit eget yndlingsnummer? I så fald hvorfor?
”Ataraxia” er mit yndlingsnummer. Det er en ballade, så det er ikke ligefrem det tungeste nummer på skiven. Jeg skrev nummeret efter en meditationssession, og kompositionen er et udtryk for den nærmest ”drømmende” og ”svævende” tilstand, som jeg tit oplever under meditation, men som jeg har svært ved at beskrive adækvat. Midterstykket er meget stemningsfyldt, og jeg synes virkelig, at jeg ”nailer den” i hele outrosoloen. Det er sjældent, at jeg roser mig selv alt for meget, men på dette nummer får jeg udtrykt og spillet en masse, som jeg normalt har svært ved at gøre. De andre musikere spiller i øvrigt også fortrinligt på dette nummer.
 

Hvilke musikere er med på albummet udover dig selv?
Jeg har Danni Lyse Jelsgaard med på trommer. Jeg mødte Danni i sommeren 2021, da han var i Angioni Studios på Mors for at færdiggøre albummet We Will Get What We Deserve med dødsmetalbandet Detest. Jeg var i praktik i Angioni Studios på dette tidspunkt, så jeg tilbragte en del tid med Detest. Vi blev venner, og noget tid senere blev Danni og jeg enige om, at det ville være fedt, hvis han kunne være med på min nye CD. Han fik hurtigt lært alle numrene, og vi tilbragte en iskold weekend i januar 2022 med at få trommerne i kassen i Angioni Studios.

Bassisten fra mit band Innsmouth er også med på det nye album. Han hedder Martin Munch Christensen, og vi har været venner i mange år efterhånden. Vi startede med at spille sammen tilbage i 2006 i et metalband fra Thisted. Det var et band, som Martin havde startet sammen med den føromtalte Odin. Dengang spillede vi en del koncerter og var forholdsvis aktive, indtil projektet blev helt opløst.

Vi startede basindspilningerne til dette album i 2019 i min lejlighed i Århus Nord, hvor jeg boede dengang. Det var en meget stille og rolig proces, hvor Martin kiggede forbi en gang imellem og indspillede uden den mindste smule stress eller pres. Den sidste del af bassen blev indspillet i Angioni Studios i en weekend i november 2022. Her blev en anden gammel ven, Kim Brandhøj Gynthersen, som er sangeren fra Innsmouth, også hevet ind i studiet for at bidrage med lidt spoken words på et af numrene.

Marco Angioni, som er ejeren af studiet, er også en af mine venner fra gamle dage, som jeg arbejdede sammen med for første gang i 2009. Jeg tror faktisk, at jeg var hans første kunde i Danmark, efter at han flyttede fra Sardinien til Mors. Han spillede bas på et af numrene, og han har i øvrigt også produceret albummet og stået for mix & master.
 

Nu har pladen været ude i et stykke tid. Har du en føling med, hvordan den er blevet taget imod, både i indland og udland?
Jeg har ikke fået meget feedback endnu, men indtil videre har jeg fået mest positiv respons. Den har fået lidt mere opmærksomhed uden for metalmiljøet, end jeg havde regnet med. Måske skyldes dette, at der var et kort nyhedsindslag på lokal-tv om mit album. Så der har været et par stykker, der normalt ikke hører den slags musik, der har opdaget min musik pga. tv-indslaget.
 

Hvordan blev du opdaget, og hvordan fik du pladekontrakten med Lion Music i hus?
Jeg har kendt til det finske selskab Lion Music i mange år, og det har været en drøm at udgive noget hos dem i lang tid. Jeg stiftede først bekendtskab med dette label på albummet Shawn Lane Remembered, Vol. 1 som var et tributealbum til fusionsguitaristen Shawn Lane. Her spillede mange af Lion Musics artister, inklusive Lars Eric Mattsson, som er CEO for Lion Music. Jeg dykkede ned i pladeselskabet, og jeg fandt ud af, at det mindede rigtig meget om det amerikanske Shrapnel Records, der opdagede mange af 80’ernes store guitarister. Der var altså et stort fokus på ”guitarheltemusik” hos Lion Music, og en del af Shrapnels gamle artister, heriblandt George Bellas, Roger Staffelbach, Borislav Mitic og Vitalij Kuprij, har faktisk også udgivet på det finske selskab. Jeg tænkte selv, at mit album ville passe godt ind i kataloget hos dette label, så jeg skrev en mail til Lars Eric Mattsson i håbet om, at han ville hjælpe mig med projektet. Det ville han heldigvis gerne, og et par måneder senere var pladen helt færdig og klar til udgivelse. Så det er en lidt vild og surrealistisk følelse at være på samme label som så mange dygtige guitarister såsom Lars Eric Mattsson, Niels Vejlyt, Rusty Cooley, Michael Harris, Marcel Coenen, Cyril Achard og alle de andre.
 

Jeg ved, at du har begrænsninger med hensyn til guitarspillet pga. din sygdom. Du kan ikke spille så længe ad gangen. Hvordan tackler du de begrænsninger, og er det en stopklods i forbindelse med en evt. opfølger til The Eternal Now?
Jeg har gjort lidt forskelligt for at tackle problemerne. Jeg brugte lang tid på at arbejde med mit forhold til musikken. Altså hvad der skete med mig rent følelsesmæssigt, når jeg tænkte på musik eller nærmede mig instrumentet. De kramper og spændinger, jeg havde døjet så meget med i hænderne, havde gjort mig bange for at bruge guitaren. Jeg havde åndedrætsbesvær og oplevede et enormt ubehag og en indre uro, når jeg spillede musik, og også ofte, når jeg bare tænkte på at spille musik. Så efter en lang mental proces overvandt jeg frygten, og det lykkedes mig ligeså langsomt at finde tilbage til spilleglæden, som jeg plejede at have, da jeg var yngre. Jeg har genvundet en del af min teknik, men jeg har stadig begrænsninger, og der er mange dage, hvor mine hænder slet ikke vil, som jeg vil.

Jeg havde en god tjans som guitarist i Jesperhus Feriepark i sommeren 2022. Det var en god oplevelse, og det var bestemt også fedt at prøve at tjene penge på at spille musik. Jeg blev dog nødt til at forlade dette job, da jeg kunne mærke, at jeg spillede for meget, og at det sled på mine hænder. Jeg kunne mærke, at der ville komme dage, hvor jeg ikke ville kunne spille det, som det var meningen, at jeg skulle spille.

Så generelt spiller jeg ikke så meget længere. Når jeg spiller, er det som regel en time eller to om dagen. Hvis jeg er meget inspireret, kan jeg godt øve mere end dette, men det sker sjældent. Jeg holder i øvrigt mange pauser, når jeg øver. Det var noget, jeg sjældent gjorde, da jeg var yngre. På grund af de mange meget tiltrængte pauser er det svært for mig at spille en hel koncert igennem.

Der går derfor desværre nok noget tid, før jeg går i gang med et fuldlængdealbum igen. Det er meget krævende at indspille et helt album, og jeg må passe på, at det ikke går galt for mig igen. Jeg har dog ellers en del numre klar til at blive indspillet, men det må vente lidt.

Mindre projekter såsom at indspille gæstesoloer kan jeg meget bedre overskue. Det er ikke superstressende, og jeg kan indspille i mit hjemmestudie, når jeg engang imellem har en god dag. Så hvis nogen gerne vil have en gæsteoptræden, siger jeg bestemt ikke nej.

 

Jeg synes at have læst, at du har været gæsteguitarist på andre projekter. Er det noget du kan/ må løfte sløret for?
På grund af mine problemer med hænderne har jeg desværre ikke været en særlig aktiv musiker, og jeg har derfor ikke fået indspillet så meget, som jeg gerne ville. En lille smule er det dog blevet til.
I sommeren 2014 indspillede jeg et nummer med Martin Steene fra Iron Fire, der på det tidspunkt også var CEO for det norske pladeselskab Crime Records, der udgav mit bands debutalbum i oktober 2014. Vi indspillede en sang, som Steene havde skrevet til sit projekt Mouth Of Madness.  Nummeret hed ”Destination Threshold”, og jeg indspillede lead guitar, mens Steene tog sig af alt andet. Vi har desværre ikke fået lavet mere siden. Sangen ligger stadig på min YouTube-kanal.

I 2021 indspillede jeg to gæstesoloer på Detests album We Will Get What We Deserve. Det var til numrene ”The Process Of Doom Is On” og ”Red Is All I See”. Det var en lidt speciel situation for mig. På dette tidspunkt var jeg lige begyndt at kunne spille guitar igen efter halvandet år, hvor min venstre hånd havde været næsten total ubrugelig. Jeg var derfor ustabil og meget opmærksom på, at jeg ikke skulle presse mig selv for meget. Men jeg var samtidig meget inspireret til at lave musik, idet jeg rent faktisk kunne spille igen efter så lang en pause. Jeg var altså topmotiveret for at bidrage med et par soloer, og da der var en deadline, var det slet ikke en mulighed at bruge timevis på at finpudse og øve soloerne, som jeg normalt ellers har en tendens til at gøre. Jeg komponerede dem hurtigt, øvede dem en smule og indspillede dem næsten med det samme derefter. Det var bestemt en god oplevelse.

I februar 2023 blev jeg kontaktet af det danske powermetalprojekt Jenocress. Jeg blev spurgt, om jeg ville bidrage med noget ekstra lead guitar til et nyt nummer. Det ville jeg selvfølgelig gerne, og jeg kan derfor også høres på nummeret ”Jenocress”, som udkom på digitale platforme for et par måneder siden. Det var sjovt endelig at komme til at spille noget power metal. Det er en genre, som jeg længe har haft lyst til at spille. Jeg tror bestemt, at vi kommer til at samarbejde mere i fremtiden.
 

Til slut vil jeg kaste bolden over på din banehalvdel og lade ordet være dit: Hvis der er noget, jeg ikke har fået spurgt dig om, som du synes, kunne være relevant at få med, er du hjertens velkommen til at notere det her.
Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, der har hjulpet mig på min rejse. Jeg vil også meget gerne takke alle dem, der vælger at tjekke mit album ud :).

Tusind tak for, at du tog dig tid til dette interview.