Thanatos-fans kan glæde sig over et ganske fint udspil.
Hollandske metal-pionerer
Death-thrasherne Thanatos fra Rotterdam kan bryste sig ved af at være Hollands ældste death/ekstrem-metalband. De blev dannet i 1984, men gik i opløsning igen i 1992. Frontmand Stephan Gebédi gendannede dog bandet i 1999, og nu er de ude med deres sjette full-length, Global Purification.
Udmærket, men der mangler lige det sidste...
Uden overflødigt intro-fis af nogen art, kastes vi direkte i hænderne på de hollandske death-thrashere. Der sættes i gang med et klassisk thrashet højhastigheds-riff, og kort efter gør Stephan Gebédi sin entre med sin frådende vokal. Her er fundamentet for albummet allerede lagt - det fortsætter nemlig derudaf i samme stil på langt det meste af pladen.
Normalt er undertegnede temmelig allergisk over for ensformighed, men den høje kvalitet i musikken kompenserer heldigvis for den manglende variation. Produktionen er nemlig solid, og det samme er musikkens drive.
Numre som “The Murder of Innocence" og “Nothing Left" tilføjer lidt nødvendige temposkift og anderledes opbyggede kompostioner, og de ekstra ingredienser i death-thrash-suppen gør, at helhedsindtrykket bliver lidt mere positivt, og selve skiven mere langtidsholdbar.
Anden halvdel af pladen er klart bedst, og særligt sidste nummer, "Bastion of Blasphemy", der er en storladen og veldrejet afslutning på pladen, får man lyst til at høre flere gange. Men alt i alt er det som om, at der mangler et par numre, samt nogle lækre soloer, der kunne gøre pladen virkelig god...
Guf for fans
Fans af Thanatos går ikke galt i byen med dette udspil. Global Purification lyder nemlig på mange måder fuldstændig som et death-thrash-album skal, og fuldstændig som Thanatos bør. Men der er generelt tale om en samling numre, der er ganske gode uden at være rigtig fede.
Med niveauet skruet en tand højere op, og nogle individuelle præstationer af højere kaliber, havde karakteren været helt oppe i den rigtig sjove ende. Men vi lander på syv kranier og en varm anbefaling af skiven til bandets fans.