Hollandske textures beviser med deres nyeste output at den gedigne brutale offbeat rythmus både kan iklæde sig gamle samt nye musikalske klæder. Med en passion og spilleglæde samt et stort talent har Textures med debut skiven "Polars" foretaget noget af en kopernikansk vending inden for denne musikalske liga. For godt nok er de fem hollandske kunstnere meget betaget af især et band som Meshuggah, ikraft af de mange offbeat rytmer de bruger i deres kompositioner. Men ikke desto mindre formår de også at udfordre denne komplekse spillestil ved at tilsætte såvel thrashede, progressive, atmosfæriske samt nu-metalliske elementer ind i deres musik. Med en intens og dynamisk rytmik tordner Textures derudaf i samme fodspor som ældre Meshuggah samt syntetiserer disse med de jazzelementer som vi kender fra bands som Cynic og Atheist. I samme stil som The Grand Old Magicians formår Textures at hæve det musikalske niveau til fænomenale højder. Især trommespillet på denne her skive er yderst interessant. Han spiller tight og formår samtidigt at ligge sin egen personlige jazzede thrashede spillestil ind i de psykedeliske rytmer. Guitaristerne må da også på det kraftigste omtales ikraft af det sublime guitarspil som de ligger for dagen. Hovedløst kaster de sig ud i de thrashet samt komplicerede rytmer og tilsætter oven i hatten en god gang psykedelisk energi. Sang er for det mest aggressivt råbende, men til tider så brilleres der også med lidt skønsang som på mange måder gør at skiven holder sit stabile fodfæste. De enkelte skiver på "Polars" er fantastisk godt skruet sammen og bevæger en græseløst. Især de to sidste numre på skiven, henholdsvis "Polars" og "Heave" tager med garanti selv den kritiske lytter med storm. Under hele seancen på det godt 17 minutter lange nummer "Polars" er lytteren omgivet af en ouverture af komplekse offbeat rytmer samt psykedeliske undertoner. De psykedeliske undertoner kommer især til sit fulde udryk da det godt 4 minutter lange intermezzo bestående af næsten David Townsend agtig sang samt musikalsk fylde ser dagens lys for første gang. Hele intermezzoet fader stille roligt over i det 14 minutter lange nummer "Heave" som næsten symbolsk kommer til at fremstå som polariteten mellem de syv andre numre. Pludselig er det kaotiske musikalske lydbillede omdannet til en næsten meditationsagtig seance som gør at lytteren ligeså stille forfalder til indre balance og ro. Fantastisk!