Klamt skal det være

Den danske dødsmetalscene har de seneste år givet os flere fantastiske bands, men der er næppe nogen, der er så grafiske i deres udtryk og søger vederstyggelighedens grænser af som odenseanske Terrorpy. I 2020 debuterede de med albummet Stuffing Puke into the Sockets. Nu er opfølgeren klar, og det er ikke blevet mindre makabert, snarere tværtimod. Vi skal en tur i slagtehuset.

Blod, indvolde og alt derimellem

Her tager vi os ikke tid til en lang, ildevarslende velkomst. På det første nummer, “Transcendence Through Amputation”, bliver vi nådesløst kastet ind i de blodige haller med et forvrænget staccatoriff, hvor trommerne banker vores kød mørt, før en dejlig beskidt basgang fører os videre over i albummets første hæsblæsende guitararpeggio. Tonen og stemningen er sat: Vi er ikke i Silence of the Lambs, men derimod i én af Saw-filmene – måske endda dem alle på én gang.

Man skal dog ikke lade sig narre af det bloddryppende ydre, for heldigvis understøttes splatteruniverset af gedigent musikalsk håndværk, der hele tiden holder lytteren på tæerne. Nok er det umiskendelig dødsmetal af den slags, som Cannibal Corpse og co. har pioneret, men vi er bestemt ikke ude i stiløvelser. På intet tidspunkt bliver det forudsigeligt. Især tog jeg mig selv i at vente i spænding på næste gang, den førnævnte beskidte bas igen stjal billedet imellem de galoperende trommer og flænsende guitarer.

Ganske kort får vi et afbræk på introfaden til “Honeybog”, men vi er hurtigt på vej videre gennem rædslerne og temaerne, der i den grad slås om at være menneskets værste ven. Det er dog albummets sidste nummer, “The Void Unquestioned”, som står stærkest for mig. Her bliver rædslerne mere kosmiske af natur og beskæftiger sig mere med håbløshed og manglende svar.

Med en spilletid på lige over 31 minutter har vi med et kompakt album at gøre. Det gør dog slet ikke noget, for budskabet bliver leveret på behørig vis uden floskler og dikkedarer. Lidt malurt i bægeret er der dog måske i form af nummeret “Advanced Delusionary Schizophrenia With Involuntary Narcissistic Rage”, der både har albummets længste titel og er det med den korteste spilletid på 1 minut og 31 sekunder. Det står lidt som et overflødigt nummer, der er slut, før det kommer i gang, og pladen ville ikke lide under dets fravær.

Når enden er grum, er alting godt

Det er en stærk toer, vi her har med at gøre, der i det store og hele står rigtig skarpt, og som holder debutens niveau. Man kan, måske med rette, trække lidt på smilebåndet over det grusomme tema, men afskriver man det musikalske indhold på grund af dette, går man glip af en solid plade med mange musikalske finesser.