3-1-5-7
På trods af flere iøjnefaldende indslag har de selvproklamerede ’hyperthrashere’ i Terminalist fortsat til gode for alvor at finde melodien på den danske thrash-scene. Gruppen debuterede således tilbage i 2019 med den tre numre korte EP, Abandon All Liberties, inden singlen Voyager året efter præcederede imødesete The Great Acceleration (2021) – første udgivelse i såkaldt ’fuld længde’. Af uransagelige årsager udgjorde seneste udspil blot fem numre og dermed et noget spinkelt bedømmelsesgrundlag. Den projektorienterede tilgang og det gennemførte sci-fi-tematiske koncept stillede os omvendt et band med fornyet filosofisk dybde i udsigt. Med en kvantitativ opgradering til hele syv skæringer på nærværende The Crisis as Condition er forventningerne selvsagt tilsvarende fulgt med.
Den nye normal
Hvor forgængeren tog afsæt i det historiske rumkapløb med hudfletning af menneskehedens åbenlyst destruktive tendenser som følge af de teknologiske landvindinger, er perspektivet denne gang rettet mod en krise- og konfliktramt samtid. Narrativerne, der før var bygget op om tidligere tiders sociopolitiske uro, men med optimistiske fremtidsudsigter, er nu radikalt ændrede. Pessimisme og sortsyn har fået overtaget, mens opbrud er blevet til sammenbrud. Krisetilstanden er med andre ord blevet ’den nye normal’! Lykkeligvis er ikke alt forandret til det værre – snarere tværtom, fristes man til at sige. Omklamret af de dystre samtidsudsigter fremstår det karakteristiske hyperthrash-udtryk med en snert af blackened death i dobbeltjobbende Emil Hansens vokal særdeles velkendt – og veludført! Således bliver både ”Life Won’t Last” og albummets selvbetitlede single leveret med knusende overbevisning. I samarbejde med Morten R. Hansen leverer han et overflødighedshorn af strengevridende delikatesser understøttet af den lidet subtile lyrik: ’This is not a crisis / This is a condition / A systematic failure / An era of submission’.
Lidt lysere i sit udtryk bryder introen af ”Last Remains” til gengæld lydbilledet på det helt rette tidspunkt. Kontrasten med den abrupte overgang i første mellemstykke er et begavet træk. Det skaber fornyet opmærksomhed og hjælper nummeret med at skille sig en anelse ud. En bundsolid komposition, der allerede midtvejs styrker mistanken om, at vi her meget vel kunne være i selskab en seriøs kandidat til AOTY inden for dansk thrash. Nu vi er i gang med at uddele roser, er det svært at finde dækkende komparativer for, hvor dygtig en trommeslager Frederik Amris i grunden er. Hans autoritære jerngreb kontrollerer grundrytmerne med største selvfølgelighed, og selvom vi næppe kommer helt op på øverste klinge sammen med genrevirtuose som Lombardo, Benante og Hoglan, så ligger vi i hvert fald indenrigs på allerøverste hylde.
Hvor flere af de foregående skæringer balancerer på kanten af en tempomæssig repetitiv skabelon, adskiller ”Mutating Fractures” sig lidt mere gennem kontrasten mellem riffs i mid-range tempo og den buldrende dobbeltpedal. Suppleret med melodiske grooves og fantastiske breakdowns udgør nummeret en fejende flot forpremiere til albummets sidste skæring, der løber over svimlende ti minutter. Det er altid interessant, hvad det gør ved dynamikken og ikke mindst det indtryk vi efterlades med, når man vælger en ’lukker’ af så massivt omfang. I tilfældet ”Move In Strife” ligger kunsten dog snarere i at hæfte flere lovprisende superlativer på. Det er egentlig blot at smide sig i ’det bløde’, skrue op på 11 og lade sig henføre.
Koden omsider knækket
Jeg skal være ærlig og tilstå min skepsis, da jeg valgte at påtage mig albummet. Dels formåede Terminalist ikke helt at overbevise i løbet af forgængerens fem numre, dels har niveauet på flere af scenens hidtidige udgivelser i år ganske enkelt været for lav. Af samme åbenlyse årsag finder jeg det velgørende indimellem at blive udfordret på min forudindtagethed. Det er vitterlig kun de sidste små detaljer, der adskiller Terminalist fra absolut topkarakter. Jeg vil endda gå så vidt som at placere The Crisis as Condition sammen med genistreger som Distortions From Cosmogony og dermed i feltet blandt de allerbedste danske udgivelser i år – indtil videre. Det bliver spændende høre, om Loppen, der lægger lokaler albummets releaseparty den 8. september, formår at indramme de blændende riffs og Amris’ teknisk veludførte trommespil. Kvartetten med Hansens harske vokal i spidsen indtog for få uger siden BETA2300 som opvarmning for legendariske Voivod, hvorfor hverken live-form eller det musikalske oplæg bør give anledning til krisetilstande.
