Mere forvirring end harmoni
Tardive Dysk… hvabehar?
Med et mystisk navn hentet fra den lægevidenskabelige verden melder græske Tardive Dyskinesia sig på banen med deres femte udgivelse. Bandnavnet dækker over psykoserelaterede tvangsbevægelser, og man kan frygte, at sådanne handlinger ligger til grund for gutternes nye skive – resultatet er i hvert fald upræcist.
Disharmoni
Harmonic Confusion rammer butikshylderne med et på én gang grimt og fascinerende King Crimson-inspireret cover, men her stopper lighederne mellem de to bands også! Tardive-knægtene spiller en gang moderne prog metal og kan med pæne ord beskrives som et gadekryds mellem Textures, The Ocean og Mastodon. Det hele lyder meget godt på papiret, men i praksis halter det desværre gevaldigt; langt størstedelen af de 55 minutter musik, pladen byder på, er generisk og kedsommelig. Der er små momenter af genialitet gemt hist og her, men man skal dæleme lede længe!
Pladen indeholder masser af musikalsk lag-på-lag-teknik, polyrytmer og djent-inspirerede guitarer svøbt i en rå vokal fra frontmand Manthos Stergiou. Netop vokalpræstationen efterlader undertegnede med en ambivalent følelse: På den ene side er Stergious stemme ganske velfungerende – uden at være prangende – men på den anden side bliver de evindelige råbeudbrud ret så irriterende, fx i ”Thread of Life” og ”Concentric Waves”. Dette (mis)forhold blandet med bandets mangel på originalitet og karakter ødelægger simpelthen den musikalske helhedsoplevelse.
Skivens bedste skæring, ”Fire Red Glass Heart”, etablerer en solid stemning og leverer et fængende guitarriff, men indeholder ikke så meget som ét gram nytænkning. Nummeret kunne være skrevet og udført af et hvilket som helst prog-band – og sådan er det desværre med størstedelen af Harmonic Confusion. På ”Savior Complex” gøres der dog en reel indsats, og gutterne overrasker, når en saxofonsolo pludselig brager ud af højtalerne! Det giver et smil på læben og et lille anerkendende nik herfra, men så heller ikke mere. Når alt kommer til alt, er nummeret glemt om en dag eller to – trods det sjove indslag.
Et plus ved denne plade er imidlertid produktionen. Alle instrumenter går tydeligt igennem, balancen mellem dem er god, og det er generelt en behagelig lyd – bortset fra førnævnte råberi – vi udsættes for.
Dysfunctional Dyskinesia
De græske prog-poder i Tardive Dyskinesia skal simpelthen lære at tænke i nye baner, og de skal finde deres egen musikalske identitet; det er de færreste, der foretrækker en tynd kopi frem for originalen. Deres nyeste udspil forekommer kønsløs og mangler i den grad særtræk. Denne kedelige problematik forstærkes yderligere af de enkelte numres forholdsvis lange spilletid. ’Selvfølgelig’ skal prog-numre være lange, men det er altså ikke alle numre, der kan bære det, og i dette tilfælde ender det alt for ofte med at trække i unødig langdrag. Suk.
