Mørk og messende, frådende og forvirrende
Bedre sent end aldrig
Fire år er gået, siden vi sidst hørte noget til de franske svende i Svart Crown. Dengang var det med deres udmærkede skive Profane, og siden da har der været relativt stille omkring bandet. Nu er der atter støj i lejren, og i marts smed de deres fjerde fuldlængde, Abreaction, på gaden – et udspil, der ikke viser en voldsom udvikling, men bygger på et interessant fundament.
I en kælder sort som kul
Med Abreaction fortsætter Svart Crown i ekstremmetal-sporet og leverer – hovedsageligt – en omgang klassisk dødsmetal med et ordentligt læs black-inspiration på toppen. Lydmæssigt læner franskmændene sig tæt op ad Behemoth, og jeg kan da heller ikke lade være med at tænke på veteranerne i Morbid Angel.
Der leges med forskellige tempi, og bandet demonstrerer på fin vis, at de behersker mange teknikker og stilarter. På den ene side får vi hurtigt og destruktivt døds-black, fx i den intense og brutale ”Carcosa” eller den sønderrivende ”Orgasmic Spiritual Ecstasy”. På den anden – og måske mere interessante – side kaster vennerne sig ud i langsomt og stemningsfyldt døds-doom. Dette høres tydeligt i åbneren ”Golden Sacrament”, der indeholder et langt instrumentalt forspil med slæbende guitarer og atmosfæriske toner. Halvvejs gennem nummeret overtages den hviskende vokal af hvæsende growl, og albummet skydes for alvor i gang. Selvom ”Golden Sacrament” er et ganske habilt track, virker det en anelse malplaceret som åbningsnummer; hvorfor indlede en brutal skive med et forholdsvis stille nummer?
Den interessante doom-inspiration bliver endnu tydeligere i tredje skæring, ”The Pact: To The Devil His Due”. Her rammes vi af et langsommere tempo, en væg af distortion og en gang messende stemmer. Også dette nummer er ganske ok, men det super fede riff, den mindeværdige melodi eller den dragende lyrik kommer desværre aldrig. Derudover er tracket, med sine syv minutter, en kende for langt – en problematik, flere af Svart Crowns numre lider under.
På albummet finder vi også to instrumentalnumre: ”Tentacion” og ”Lwas”. Hvorfor disse skæringer overhovedet er med på pladen, forstår jeg ikke. De bidrager absolut ikke med noget – andet end forvirring... Nok om det.
Gode idéer er der nok af
I bund og grund er Abreaction en ganske fin skive og et interessant bud på innovativ dødsmetal. Desværre bliver det hele lidt for monotont i længden; der mangler simpelthen bedre hooks og flere overraskelsesmomenter. Samtidigt savner jeg fokus fra de franske drenge, der tydeligvis har mange idéer, men aldrig formår at skabe et sammenhængende udtryk.
