"Avalon" er en noget mere afdæmpet side af Sully Erna end man er vant til fra Godsmack-sangeren. I modsætning til vokalistens hovedband, Godsmack, bæres sangene på "Avalon" frem af akustisk guitar og klaver og det er bestemt rart at høre at Sully Erna ikke blot forsøger at kopiere de dyder han er kendt for i sit hovedband.

Det er en meget melankolsk stemning, der formidles på dette album – til tider nærmest en Alice In Chains-agtig stemning i lighed med minialbummet "SAP". – og det underbygges af det modspil Sully Erna får fra kvindevokal flere gange i løbet af "Avalon", hvilket samtidig giver en fin dynamik.

Selv om en forvrænget guitar til tider dukker op på "Avalon" er albummet som sagt meget afdæmpet og det betyder også at vokalmelodierne er meget i centrum, og her er det som oftest at melodierne ikke folder sig ordentlig ud og mangler noget kvalitet og dermed bliver sangene for statistiske i deres udtryk. Sangene løfter sig simpelthen ikke nok i forhold til udgangspunktet i løbet af sangene. En af undtagelserne er "Broken Road", hvor klaveret og den skrøbelige melodi spiller godt op mod hinanden.

"Avalon" lever højt på den melankolske stemning der formidles, og på trods af at Sully Erna forsøger sig i en anden boldgade end Godsmack, bliver resultatet for ensidigt, statisk og for langtrukkent til at sangene sætter sig fast på hjernebarken hos denne skribent.