Så er Stratovarius klar med deres 12. studiealbum.
Og ingen af de nuværende medlemmer var såmænd med på det første album fra 1989. Stifter af bandet Timo Tolkki har igennem flere år været genstand for ballade omkring bandet og personlige konflikter med sig selv og resten af bandmedlemmerne, og har besluttet at forlade bandet, og lade resten af bandet få navnet og de gamle hits med sig.
Polaris er dermed første udgivelse uden Tolkki, som udadtil virkede som den store kreative kraft i bandet. For mig at se har der musikalsk været forskelligheder, idet Tolkki har ønsket længere, lav-tempo, symfoniske numre, mens resten af bandet har ønsket at kaste sig mere over den traditionelle speed-power-metalliske som Stratovarius har haft stor succes med før i tiden.
Helt fri for symfoniske ballader er vi dog ikke blevet på det nye album. Generelt set holder albummet en vis standard, men er på ingen måder på niveau med de største albums fra Stratovarius, som kom midt i 90'erne.
Albummet startes med mid-tempo-nummeret Deep Unknown, som dog hurtigt kommer til at virke ligegyldigt. Der mangler kort sagt nerve i nummeret. Herefter fortsætter kedsomheden med to langsomme numre Falling Star og King of Nothing. På albummets fjerde skæring finder vi dog tilbage til Stratovarius' rødder. Nummeret Blind er ganske godt, og indledes med klassisk musik, nøjagtig som det Stratovarius brød igennem på. Herefter eksploderer nummeret i et traditionelt speed-power-metal nummer, som kun kan få foden til at rocke med, og humøret til at stige.
Herefter skal vi så kede os med Winter Skies. Et ligegyldigt langsomt nummer. Men så går det løs igen i ægte Stratovarius-stil med Forever is Today og Higher We Go.
Albummet sluttes af med et langt nummer delt i to, som er ganske kedeligt, inden der sluttes af med en smuk ballade "When Mountains Fall". Stratovarius har dog tidligere lavet langt bedre ballader, ikke mindst "Forever" som er klasser over det her.
Reelt set indeholder albummet kun 3-4 acceptable numre, som ikke på nogen måde går hen og bliver Stratovarius-klassikere.
Dog har bandet så stort et bagkatalog, at det ikke bør forhindre folk i at opsøge deres live-koncert til februar på The Rock. Men Polaris-albummet bringer ikke noget nyt til gamle Stratovarius-fans, og nye fans bør nok investere i noget af det gamle materiale i stedet.
Jeg svinger mig op på 6 kranier, da ca. 1/3 af albummet er nogenlunde, mens resten er fyld. Men de 3 numre holder dog en vis kvalitet, som kan tåle at blive hørt en del gange. Albummet som helhed mangler dog en form for nerve, som de tidligere albums indeholdte, og som gjorde Stratovarius til et af de bedste bands inden for Speed/power-genren.
