Kun de stærke overlever
Taget den finske metalscene og deres aktive powermetalscene i betragtning er det svært ikke at være imponeret over, at Stratovarius kan betragtes som kongerne af finsk power. En status ikke mindre imponerende af at vi nu er mange år inde i Matias Kupiainen-æraen. Den særdeles dygtige guitarist, som trådte til efter tidligere primus motor og guitarist Timo Tolkkis efterhånden legendariske mentale sammenbrud og afsked med bandet. Stratovarius fortsatte efter megen drama ufortrødent under Kupiainens lederskab, og mens han har en mere klinisk tilgang til sangskrivningen end Tolkki, har kernen af Stratovarius’ episke lyd været bibeholdt i kraft af Anders Johannson på tangenter og den karismatiske Timo Kotipelto på vokal. Og trods et par tidlige snubleture siden 2009’s Polaris fandt Stratovarius sin lyd igen med Nemesis og Eternal fra ’13 og ’15 henholdsvis. Hvis bandet kan følge op på disse solide udgivelser og måske endelig levere det album, som lægger en dæmper på de tvivlere, der mener, Stratovarius døde med Tolkkis afsked. Og for at bruge en kvalm kliché kan man sige, Stratovarius kæmper for at overleve på tronen med den nye fuldspiller Survive.
Finsk storhed genopståen
Lad mig afsløre det med det samme: Stratovarius har med Survive leveret sit bedste album under Kupiainen. Albummet har alt, hvad en fan kan forvente: stærke melodier, episke kompositioner, keyboardsoli og gode riffs. Fra titelnummeret åbner ballet, har man en fornemmelse af, at dette også er bandets mest aggressive album i lang tid, og det tunge riff på ”Glory Days” er næsten som at have Tolkkis tunge powerriffs tilbage. Når de blander det med det episke som på nummeret ”Demand”, er det næsten gåsehudsinducerende for undertegnede. Om det er nostalgi eller evne, er svært at differentiere, men effektivt er det.
Kupiainen er en dygtig og metodisk sangskriver. Han har øre for den gode melodi og genkendelige kompositioner, men i den proces har bandet før snublet og mistet deres kant eller charme. Selvom Survive overordnet set er et stærkt album, mister albummet pusten fra tid til anden som følge af Stratovarius’ lyst til, at en sang går ind under huden på lytteren. Skæringer, som ellers havde en masse af de rigtige elementer, bliver simpelthen for langtrukne som på ”Firefly”. Vi forstår, Timo, at du jager ildfluer, du behøver ikke synge omkvædet så mange gange, at det ellers lovende nummer mister både momentum og velkomst. ”Before the Fall” lider samme skæbne og reddes kun af det instrumentale arbejde fra Johannson, hvilket burde være sigende nok. For når et nummer reddes af en keyboardsolo, så er det måske et nummer, man skulle have arbejdet mere med i øvelokalet, eller bare udeladt fra det næsten en time lange album. Angående længde afsluttes albummet med det 11 minutter lange epos, ”Voice of Thunder”. Nummeret emmer af storladenhed, men imponerer mest i kraft af at det føles kortere og er engagerende fra start til slut. Jeg bøjer mig i støvet.
Ligeså bøjer jeg mig for produktionen, som giver plads til alle instrumenter, hvor der før har været et for stort fokus på guitaren og vokalen. Resultatet er et album med rummelig og episk lyd, samtidig med at det har tyngde på de rigtige steder. Kotipelto har i de senere år mistet sine mest skingre toner i sin stemme, hvilket jeg ikke klager over, men resultatet er at hans vokal træder lidt tilbage i mikset, og det fungerer aldeles fremragende.
Længe leve Stratovarius
De syv år siden Eternal er tydeligvis brugt på at gennemarbejde deres sange og tilpasse dem en aldrende Kotipelto. Resultatet er en samling af numre, der burde glæde enhver, der nogensinde har kaldt sig fan af de finske konger af power. Det er episk, det er storladent, det er hurtigt, det er velproduceret, og generelt er det enormt veleksekveret. Bevares, der snubles over egen ambition fra tid til anden, men med Survive har Stratovarius igen cementeret sin plads på t
