Steel Inferno spiller koncert i Rust, København N .
Steel Inferno - Demo

Demo

· Udkom

Type:Demo
Genre:NWoBHM
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Klassisk heavy har potentiale, men er hørt mange gange før.

Københavner-kvintetten Steel Inferno er klar med deres første udgivelse nogensinde. Der er tale om en demo med det noget uopfindsomme navn, Demo 2014.

Med medlemmer fra både Frankrig, Grækenland, Polen og Danmark (herfra den kvindelige forsanger Karen, samt guitarist Lars) kan man ikke kalde Steel Inferno et decideret dansk band, men de har dog base i København, hvor de spiller deres 80'er-inspirerede Maiden/Priest/Accept-metal. Inspirationen fra de nævnte bands er tyk som bare pokker, og alt fra tempo til tvillinge-guitarer kopieres raskt væk fra forbillederne. De to guitarer og deres, til tider, rigtig flotte samspil er klart bandets og denne demos rigtig store force. Tilsat resten af bandets vildskab får de ret så fede riffs leveret varen, og viser klart og tydeligt at dette band vil frem i verden. Trommerne, bassen og sangen er dog en anden sag. Vildskaben er der som sagt, men noget tyder på, at det er gået lige lovligt stærkt i studiet. Med disse elementer på et langt højere niveau, havde skiven muligvis kunnet begå sig som en EP, men alt i alt må produktion og miks betegnes som på niveau med noget vi andre engang lavede på ungdomsskolen. Rent sangskrivningsmæssigt er kvaliteten ganske ok, men det hele er dog hørt før, og her er absolut intet nyt under solen i forhold til genren. Man kan da måske også spørge, hvad vi skal med endnu et af denne slags bands, men om ikke andet bør man lytte til "Merciful Slayer", som absolut er det stærkeste nummer, og stensikkert bidrager til et brag af en fest når Steel Inferno spiller live.

Steel Inferno vinder en del på deres riffs, vilje og energi. På en måde er de ret så charmerende. Men der er langt igen, hvis de vil skille sig ud fra mængden. Det er hørt utallige gange før, men med lidt bedre numre og en markant bedre produktion, kan de godt komme op og lege med de store. Vi følger deres udvikling med spænding og forventning.

Trackliste: 1. Red Sabbath 2. War Anthem 3. Doomed to Failure 4. Heading for the Sky 5. Merciful Slayer

Steel Inferno spiller på Spillestedet Stengade (Stengade 30 i København) den 26. marts sammen med Cauldron (Canada) og Volture (US)