Timing is everything
Med den forrige plade Evil Reign fik Steel Inferno den anerkendelse, som bandet fortjente – alt, det krævede, var en ny sanger, men det er jo set før, at et sæt nye lunger var præcis det, som et band manglede, før de for alvor kunne komme udover stepperne. At den traditionelle metal, retrometallen, speed-metallen, eller hvad vi ellers skal kalde den, samtidigt gennemlever sin renæssance, betyder selvfølgeligt også noget: Timing is everything og alt det der. Men nu er tiden inde til, at Steel Inferno skal bevise, at de formår at holde niveauet – eller om Evil Reign var en enlig svale.
Party like it’s 1985!
Hvis man, af en eller anden absurd årsag, ikke er bekendt med Steel Inferno, jamen så lyder de præcis, som de selv beskriver sig, nemlig: ”speed metal like it’s 1985”. Med andre ord så hørmer det af NWOBHM, speed metal og den helt spæde thrash – det fornægter sig bestemt ikke, at den ene guitarist, Lars Lyndorffs, foretrukne Slayer-album er Show No Mercy – det er især tydeligt på nummeret ”The Blitz”. Der er absolut intet nyt over Rush of Power; det er bare rendyrket retrohøvl. Når man laver retrometal, som Steel Inferno jo unægtelig gør, så er det jo umuligt ikke at lyde som en myriade af andre bands, der er kommet før en, vel at mærke også større og mere succesfulde bands. Derfor er det essentielt, at man kan virke overbevisende og drøncharmerende – for hvis ikke, ja, så ender man bare med at lyde som et banalt kopiband. Heldigvis formår Steel Inferno, endnu en gang, at være netop både overbevisende samt drøncharmerende – det er umuligt at lade luftguitaren stå, når først musikken spiller. Ligeså er Chris Rostoffs vokal, der stadig minder om en kombination af Randy Rampage og Paul Baloff, så rendyrket 80’er, at det er umuligt at modstå hans falset.
Et af mine få kritikpunkter af Evil Reign var, at trommelyden snildt kunne have været bedre; derfor var jeg da også spændt på, om den var blevet forbedret på Rush of Power – og dét er den! Faktisk lyder alt bare bedre, produktionen og mixet er i top, og albummet har den der varme lyd, som ægte 80’ermetal skal have – så bravo! Dog er jeg nødsaget til at påpege, at trods det faktum at bandet lyder bedre, så er sangskrivningen ikke helt så skarp, som den var på Evil Reign. Mange af numrene minder for meget om hinanden, og der sniger sig derfor en snert af monotoni ind – og når man nu ikke har så mange tricks oppe i ærmet, så bliver man hurtigt lidt træt af at se endnu en kanin komme op af hatten. Der er jo en grund til, de andre gamle drenge hurtigt begyndte at eksperimentere med ballader, instrumentale numre og deslige – for hvis alt bare skal være fræs, ja, så bliver man en kende træt.
Alle gode gange fire!
Evil Reign var heldigvis ikke bare en enlig svale, og selvom Rush of Power ikke er helt på samme niveau, så er det en fornøjelig og charmerende udgivelse.
I et år, hvor jeg – modsat mange af mine kolleger – ærlig talt synes, den danske metalscene hænger noget så gevaldigt i bremsen, så er det fantastisk, at Steel Inferno lige kommer drønende forbi.
