Med albummet "Spock’s Beard" markerer bandet af samme navn efter eget udsagn et vendepunkt i deres karriere.
Lidt er der om det: Siden musikmaskinen Neal Morse i 2002 forlod bandet for at koncentrere sig om nykristne konceptalbums, har de arbejdet for at udvikle en ny stil, der afspejler bandets nuværende sammensætning, og med "Spock’s Beard" synes missionen mig at være fuldført, skønt jeg måske ikke er velbevandret nok i SB’s albums til at udtale mig herom. Det er i hvert fald en anderledes og personlig skive, et langt, gennemarbejdet og meget varieret værk. To gennemgående inspirationskilder synes at være Toto og Jethro Tull, men bandet får plads til mange andre genrer. Bortset fra albummets tre længste numre "On a Perfect Day", "With Your Kiss" og den firdelte suite "As Far As The Mind Can See" er hvert enkelt nummer holdt i sin egen stil, så man ikke altid ville vide, at man lyttede til et progrockband, hvis man hørte sangen isoleret. Arrangementerne er også mere varierede, end man er vant til fra SB – det klæder især musikken, at Ryo Okumoto ikke hele tiden har orgellyden sluttet til, men også bruger andre keyboardlyde. Trommeslager og forsanger Nick D’Virgilio lader desuden til at hygge sig med at ændre sin sangstil, så den mimer det enkelte nummers inspirationskilder.
Når jeg siger, at "Spock’s Beard" er meget varieret, så mener jeg det. Åbningsnummeret "On a Perfect Day" har på den ene side en lyd, der er umiskendeligt SB (Ryo Okumotos orgel er ikke til at tage fejl af), og på den anden side træk, der bringer Jethro Tulls episke numre fra 1970’erne i behagelig erindring (jeg tænker på albums som "Thick as a Brick" og "A Passion Play" eller "Baker Street Muse" fra "Minstrel in the Gallery"-albummet) med brug af både strygersektioner, tværfløjte og helt stille passager med enlig akustisk guitar. Jethro Tull-inspirationen kommer også til udtryk på klaverballaden "Hereafter", hvor Nick D’Virgilios vokalfrasering ligger tæt op ad Ian Anderson. "Is This Love" og "Wherever You Stand" er til gengæld rendyrkede rock’n’roll-numre, sidstnævnte med en tydelig inspiration fra Toto i det bluesrockede hjørne med cool riffs og afvekslende rytmik. Toto-inspirationen gennemsyrer som før nævnt flere numre på pladen, f.eks. rummer "The Slow Crash Landing Man" og "With Your Kiss" elementer, der kunne være stille numre af Steve Lukather. Sidstnævnte nummer får mig tillige til at tænke på 70’er-rock som Led Zeppelin og på nogle af Prince’s længere, eklektiske kompositioner. "All That’s Left" vidner om at SB også lytter til Porcupine Tree (i hvert fald har verset en umiskendelig Steven Wilson-vibe over sig), mens "Sometimes They Stay, Sometimes They Go" er en slæbende Deep Purple-agtig sag med et catchy refræn. I det over 20 minutter lange forløb "As Far As The Mind Can See" bringes vi igennem passager, der lyder som Supertramp, Tower of Power (!), temaet fra "Dallas" (!) og rigtig meget andet. Endelig går den afsluttende "Rearranged" fra eftertænksomt stille nummer til en superfed fusion af det bluesrockede og det progressive med et aktivt, let 80’er-agtigt keyboard.
Eneste svage punkt på albummet er efter min mening "Skeletons At The Feast", der er et af de typiske, instrumentale "Dream Theater light"-numre, som Spock’s Beard ikke kan lade være med at lave. Det er ikke et dårligt nummer, men det kører lidt i tomgang til sidst. I det hele taget synes jeg, dette album vidner om, at det nye SB’s force ikke ligger i det virtuost tekniske, men i de personlige, sorgløse blandinger af, hvad bandet tilfældigvis synes er fedt, uanset genre. De episke numre bevæger sig roligt fremad, så man klart fornemmer, når der skiftes til et nyt stykke, hvilket ville irritere, hvis det var Dream Theater, der gjorde det, men i hænderne på Nick D’Virgilio og co. fungerer det det meste af tiden: De har nogle gode eftertænksomme sange på hjerte, der gør, at jeg hygger mig igennem størstedelen af albummets 77 minutter.
