Rutineret udgivelse fra gamle travere
Det er noget af en udfordring at skulle anmelde et nyt album fra et band, der med 10 studiealbums og cirka 20 år på bagen næsten er legendariske. Formatet er ikke til en længere pamflet, og derfor er det vanlige retrospektiv til Spock's Beards tidligere udgivelser udeladt til fordel for en isoleret anmeldelse af Brief Nocturnes and Endless Sleep . Dette giver ligeså mening, da bandet har skiftet meget af deres gamle lineup ud på dette album, og der dermed kan tales om en ny begyndelse (en genopstandelse, måske?) for Spock's Beard.
For fans af progressive rock er der her tale om en lille guldgruppe af genre-og stil sammenfald, hvor der trækkes på alt imellem himmel og jord. Lydfladen er først og fremmest ekstremt divergerende hvor der skiftes imellem jazz, syrerock, melodisk rock og episke guitar-sektioner. Som lytter er du på Brief Nocturnes and Endless Sleep i konstant medfart, og Spock's Beard forfalder aldrig til musikalsk onani – en kritik der kan rettes imod bands i denne genre. Der bliver eksperimenteret inden for "det velskrevne numres" grænser, så selv et element som et kanon-kor giver mening. Det havde jeg aldrig troet jeg skulle skrive. De mest direkte sammenligningspunkter mellem et stort prog-metal navn og lyden på Brief Nocturnes and Endless Sleep er nok de længere guitar/keyboard-sekvenser der lyder noget ala. Dream Theater producerede på deres tidligste albums, Awake og Images and Words. Ergo, de tekniske elementer grænser til det fanatiske og ekstremistiske. Men det ændrer ikke på, at Spock's Beard skriver nogle forbandede gode numre, og den nye lineup ser bestemt ikke ud til at have haft voldsomme konsekvenser for den musikalske kvalitet der leveres. For nogle vil albummet dog forekomme en anelse langt.
Overordnet vil jeg ikke anbefale dette album til fans der ikke gør sig i relativ ekstrem progressiv rock og metal. Til den almene lytter er dette album, efter min mening, for excentrisk. Af samme årsag vælger jeg heller ikke at give dette album topkarakter (ikke at en ikke-folkelig appel generelt afholder mig for at give topkarakter - tværtimod). For os der derimod elsker denne genre, er det her det perfekte 11 am. sunday morning album. Går perfekt til en stærk kop (sort) kaffe - vi er vel metal right?
