Sparzanza tager et skridt frem med denne skive

Svenske Sparzanzas fjerde skud på stammen er In Voodoo Veritas. Dette album blev udgivet tilbage i år 2009, to år efter det foregående Banisher of the Light, som jeg ikke brød mig super meget om. In Voodoo Veritas har langt flere spændende elementer i sin musik, og mange af de irriterende momenter udebliver samt en vokal, der kan minde om James Hetfield.

Guitarens rolle på In Voodoo Veritas har fået en betydelig større betydning. Der er nogle fine passager og riffs, og den akustiske guitar har en langt bedre lyd. Det hele flyder faktisk rigtig godt sammen i forhold til Banisher of the Light.
Men dette gør dog ikke In Voodoo Veritas et super fedt album. Jeg vil kalde det middelmådigt, men et langt større skridt fremad end forgængeren. Jeg er næsten overrasket over, hvordan bandet har formået at lave passager, som rent faktisk er bare lidt progressive kontra det, som man tidligere har hørt - men mine forventninger har dog også været minimale. Der er lidt flere sange, som er i et langsommere tempo, og hvor aggressiviteten er skåret ned. Vokalerne er mere rolig, og til tider lyder forsangeren som James Hetfield fra 90’er æraen i Metallica. Men dog holder Sparzanza dog ikke tilbage med deres aggressive dele i deres musik, når de opstår.
Sparzanza følger stadigvæk stilen med omkvæder, og det lidt kommercielle i deres sangstruktur, men har sine mere aggressive momenter, og instrumentalt er der en smule mere frit spil. Genren er stadigvæk hård rock, og southern- samt groove metal inspirationen er stadig til stede, men måske ikke i ligeså stor grad som i forgængeren. Sangene på album har fin variation, man kan oplever diverse tempoer i de forskellige sange.

Produktionen på albummet er helt fin, jeg er glad for, at der er plads til alle instrumenterne, og det hele er succesfuldt kompresset kontra forgængeren, som jeg blev nødt til at slukke for et par gange, da det ikke helt gik for mig. Bassen kan man høre i mikset, og det er dejligt. Den har også sine opmærksomhedsture - som også er dejlige. Blandt andet i ”Self Medication”, men gennem albummet fornemmer jeg dens tilstedeværelse i større grad, end på andre skiver jeg lytter til. Guitaren på skiven er gået et niveau op her, effekter bliver brugt godt her, og det generelle guitar spil bliver ikke overgået af trommerne, som tog rollen som det mest spændende indslag på Banisher of the Light. Trommerne på albummet er gode. Desværre var mit fokus på dem lidt fraværende, eftersom guitaren på dette album endelig havde taget sig sammen. Men der bliver fulgt godt med i diverse tempoer, og de lægger en god bund.

Teksterne på In Voodoo Veritas er stadig omhandlende konflikter, følelser (på den hårde måde selvfølgelig), vold og andre ubehagelige sager. Jeg synes, at når jeg går igennem teksterne, at den generelle atmosfære virker en smule konfliktsøgende og bare ubehagelig, de fleste sange er sunget direkte til en eller flere personer.

In Voodoo Veritas har helt klart noget mere spændende at byde på i forhold til Banisher of the Light. Desværre formår Sparzanza ikke at holde lytteren interesseret gennem hele albummet, og man får lyst til at høre noget andet – eller starte forfra – efter et kvarters tid. Det første nummer er - som det også var tilfældet på forgængeren - en ørehænger, og gennem de næste par numre lyder det stadig interessant instrumentalt, men længere går den desværre bare ikke.

Skivens fjerde nummer, ”My World of Sin”, kan høres her: