En mand af mange genrer
Jeff Scott Soto er en yderst velbevandret herre indenfor musikken. Genremæssigt har han betrådt alt fra metal, rock, pop og sågar funk, og netop nu er han ude med sit første album under navnet SOTO. Pladen hedder Inside The Vertigo, og med sig har Jeff Soto en række erfarne musikere, hvis respektive tidligere arbejdsgivere tæller blandt andre Joan Jett & The Blackhearts, Joe Lynn Turner (Rainbow, Deep Purple), Tempestt, Talisman og mange flere. Fælles for de fire medmusikanter på Inside The Vertigo, Jorge Salan (guitar), BJ (keyboard, guitar), David Z (bas) og Edu Cominato (trommer) er, at de alle medvirker på en eller flere af Jeffs tidligere soloalbums, og der er således lagt i kakkelovnen til, hvad der kunne have været en massiv gang sammenspillet og velakkompagneret hård rock’n’roll. Det vender jeg tilbage til lidt senere.
Malmsteen, Rock Star og Bikers From Mars
Soto, hvis familie oprindeligt stammer fra Puerto Rico, blev født i Brooklyn, New York i slutningen af 1965. På keyboardet i hjemmet lærte han som dreng at spille sange, han hørte i radioen, og senere dannede han sammen med sin ældre bror, Joey en række metalbands, indtil Soto ved en åben audition blev valgt som sanger på Yngwie Malmsteens solodebut, Rising Force fra 1984. Sidenhen er det gået stærkt for Jeff. Bands og artister som Panther, Axel Rudi Pell, Eyes, Talisman, Takara, Humanimal, Human Clay, Kryst The Conqueror, Redlist, Boogie Knights og Soul Sirkus har alle nydt godt af den karismatiske sanger, og derudover har Soto også lagt vokal til blandt andet den 80’er-inspirerede kult film, Rock Star, hvor han synger tre af skuespiller Mark Walbergs sange samt medvirket som lead og backing på et soundtrack inspireret af 90’er-serien, Bikers From Mars (succesfuld pendant til den allerede dengang populære tegnefilmsføljeton, Teenage Mutant Ninja Turtles). Og så videre, og så videre.
Velspillet Hard Rock med svækket personlighed
Med Inside The Vertigo har Jeff og co. villet lave et godt gammeldags Hard Rock album, og i virkelig mange henseender fungerer pladen også præcist efter hensigten. Første nummer, ”Final Say” lægger hårdt ud med en sprød, forvrænget guitarfigur ledsaget af en taktfast stortromme, hvorefter resten af bandet bryder ind. Det er stort, pompøst og i det hele taget meget catchy amerikaner-rock a la Slash, Nickelback, Alter Bridge, Shinedown med flere, og for en sucker af netop denne genre som undertegnede er, er det lige til at klappe i sine små hænder over. Det er dog desværre også et af de få numre, der bliver hængende bare et kort stykke tid efter, at man har lagt hørebøfferne fra sig, og selv om både instrumenteringen, vokalen og den samlede produktion er dybt professionel og i det hele taget mesterligt udført på alle leder og kanter, medvirker selv samme produktion og velspil også til en hurtigt opstående følelse af ligegyldighed i musikken.
Det ku’ være så godt
Jeff Soto siger selv, at de med Inside The Vertigo ikke har forsøgt at genopfinde hjulet, men bare ville lave et album, der rocker og samtidig udtrykker noget af den vrede, han med tiden har samlet til sig, og det er for så vidt også helt fint med mig, da flere af de allerbedste Hard Rock udgivelser jo netop er kendetegnet ved bevidstheden om, at ilden er opdaget. Men ligesom mange andre amerikanske produktioner, ender Inside The Vertigo ret hurtigt som værende et produkt, der bedst kan defineres som stereotypt og åndsfraværende til trods for en ellers udmærket konstruktion, og jeg uddeler derfor kun 6 kranier til et album, der kunne have været så godt… Men aldrig rigtigt blev det.
