Slash har på dette solo-album allieret sig med en lang række kendte og karakteristiske vokalister – Ozzy Osbourne, Lemmy Kilmister, Chris Cornell og Iggy Pop, for blot at nævne nogle få – og man kunne godt frygte at dette ville resultere i et ret usammenhængende album, men på den front slipper Slash mere end temmelig godt fra det. Ja, faktisk slipper Slash godt fra de fleste tiltag på dette album.

Overordnet er den musikalske stil ikke overraskende tilbagelænet, men også svingende rock ’n’ roll, og samtidig har Slash formået at tage hensyn til de enkelte vokalisters styrker, så de enkelte vokalister ikke bliver kastet ud nogle sange, der overhovedet ikke passer deres sangstil. Samtidig formår de forskellige vokalister at give albummets sange en unik karakter og i den forstand virker albummets sange ikke blot som vennetjenester og rygklapperi, men som et reelt samarbejde og sangene befinder sig generelt på et solidt højt niveau.

Et af de bedste eksempler er "Promise", hvor Chris Cornell medvirker, som ikke alene er en svinefed sang, hvis melodi går lige i kraniet på lytteren, men også en af de bedste rocksange, denne anmelder har lagt øre til i år. Og som sagt er niveauet rigtig højt på dette album, og selv kollaborationer, som burde ende ud med et ganske rædderligt resultat (her tænkes specifikt Fergie fra Black Eyed Peas og Kid Rock) overrasker særdeles positivt. Således er den sejt svingende sydstatsrocker "I Hold On" med Kid Rock blandt højdepunkterne på dette album. Af andre nævneværdige numre er bidragene med Ian Astbury, Ozzy Osbourne og Myles Kennedy.

Naturligvis har albummet sine højdepunkter, men det er meget begrænset med sange, der virkelig falder igennem, og med dette album viser Slash sig ikke kun som en god guitarist, men i langt højere grad som en dygtig sangskriver, og det er nok albummets største styrke.