Enhver præsentation af Tampagruppen Six Feet Under er total overflødig, så lad os springe direkte ud i anmeldelsen af deres seneste skive, "Death Rituals".

Dette er andet album på 2 år fra gruppen, og når det sker, plejer jeg at tænke "hastværk". Six Feet Under har dog aldrig slået mig som et band der arbejder længe i studiet og finpudser hver en detalje. Musikken på albummet er simpel, groovy, langsom dødsmetal. Death n Roll kalder nogle genren. Tunge nedstemte guitarer og Chris Barnes onde, onde vokal. Her er alt som det plejer at være, ihvertfald ved første gennemlytning. Men hvis man går lidt i detaljer, lyder Chris Barnes faktisk som en træt gammel mand, flere steder, i stedet for den dæmoniske mand som vi plejer at høre. Måske for lidt studietid til vokalen? Er den blevet hastet igennem? Jeg ved det ikke, men noget kunne tyde på at Death Rituals ville have haft godt af at blive arbejdet lidt mere med. Melodierne på skiven fænger aldrig helt, selvom jeg flere gange sidder og nikker med hovedet og tapper med foden. Blandt andet til "Seed Of Filth" , "Death By Machete" og til covernummeret, Mötley Crües "Bastard" fra det legendariske album Shout At The Devil fra 1983. Men helt ærligt? Nikker med hovedet og tapper med foden? Dette er ikke Prince og burde give en større reaktion. Det gør det desværre ikke, og albummet må nøjes med 5 kranier fra mig.