Cannibal Corpse æder sig igennem din hjerne på et lidt for top-tunet album

Team Barnes

Det bliver bare ikke mere amerikansk død, end Cannibal Corpse. Efter 29 år og 14 studiealbums  burde man tro, at den snart var ved at blive gammel, men næ nej. De har hverken skruet ned for hidsigheden eller det groteske og udpenslende horrorshow, der er deres lyriske univers. Men det er som om, at brutaliteten er valgt fra, til fordel for en mere poleret produktion, og man kan så diskutere herfra og til næste album, om det er godt eller skidt.

Team Fisher

For Cannibal Corpse er ikke et band, man tager let på. Enten har du et helt arsenal af grunde til, hvorfor du virkelig hader dem, eller også kan du argumentere i timevis for, hvorfor du synes, de er helt fantastiske. Og selv blandt de erklærede fans er der en skisma på størrelse med katolikker og alle andre. Enten foretrækker du Barnes’ sovsede, næsten vulgære og i øvrigt næsten komplet uforståelige growl, eller også er du til Fishers mere forståelige, men stadig intimiderende udgydelser. Jeg vil ikke afsløre, hvor mit tilhørsforhold er, for én ting er sikkert: Cannibal Corpse er stadig Cannibal Corpse, på godt og ondt. Men mest godt. For selvom lyden er blevet en anden siden de gode gamle ”Hammer Smashed Face”-dage, og alle er blevet lidt ældre, er de gamle brøleaber hverken blevet hæse eller bløde på deres gamle dage.

Nummeret ”Heads Shoveled Off” er nemlig, som titlen antyder, et ærligt forsøg på at opnå samme effekt med musik, og trommerne er tørre som de blindt stirrende øjne, i et hoved skilt fra kroppen. Det lyder sært, i mine ører, at kalde Cannibal for catchy, for old-skole dødsmetal er ikke ligefrem det, man svinger sin udvalgte rundt til på date night – medmindre man selvfølgelig er til den slags. Så hvordan kan man så forsvare, at et band på 30. år leverer det ene album efter det andet, der drypper af overdreven vold og lemlæstelse, uden at det på et tidspunkt bliver trivielt og måske næsten pinligt? De første par albums fik dem bandlyst rundt omkring i verden - nok mest på grund af deres musik og ikke på grund af deres tekster, som ingen alligevel kunne forstå. Men alligevel er det ikke primitivt og bøvet, som modstandere af denne type metal kunne forledes til at tro. Et nummer som ”Code Of The Slashers” kan let tolkes som en samfundskritisk kommentar til vort tåbelige forbrugersamfund, pakket ind i tekster der lover en smertefuld død og en video, der nok skal skræmme licensmanden, når han står og titter ind gennem ruden. Nummeret i sig selv er mere klassisk Cannibal, end jeg troede, de var i stand til, uden at fortabe sig i fortidens blodige tåger, og allerede introen varsler ilde for stemningen i resten af nummeret.

Team Cannibal

Så hvordan er det egentlig med Cannibal Corpse anno 2017? Er der stadig plads på metalscenen til kongerne af klam død, eller er de blevet vippet af pinden af yngre og mere blodtørstige bands, som for eksempel The Black Dahlia Murder? Det er ikke noget, jeg har svaret på. Enten lever man i fortiden og bliver i fortiden, eller også anerkender man, at bare fordi et band har et par år på bagen, er det ikke ensbetydende med, at de bør lægge kødøksen på hylden. Red Before Black er en god plade, hvis man er til den slags. Og det benægter jeg ikke , jeg er. Det høje produktionsniveau kommer samtlige medlemmer til gode, og jeg elsker mig et godt gammeldags slag død, af den gamle og vrisne slags. Der er ingen metaltræthed at spore, og deres soniske slagtehus emmer stadig af umotiveret vold og gerne af den slags der maler med alle de farver, vi har i kroppen.  Dog kunne jeg godt have ønsket mig, lyden ikke var så steril, men bar mere præg af rustne kroge, fremfor kirurgisk stål, men det vil jeg ikke lade dem ligge til last.