Eat or be eaten
1999 var på mange måder et karrieredefinerende år for de amerikanske dødsmetal-pionererer i Cannibal Corpse. Fem år forinden var bandet blevet udødeliggjort i populærkulturen med dets medvirken i Ace Ventura: Pet Detective, ligesom de allerede havde seks fuldlængdeudgivelser under bæltet. Cannibal Corpse var trådt ud af undergrundens ursump og ind i amerikanernes stuer, dog uden på nogen måde at være blevet stuerene. Men 1999 var også året, hvor George ”Corpsegrinder” Fischer endegyldigt skulle bevise, at han kunne løfte Cannibal Corpse ind i en ny æra og overvinde den skepsis, der stadig herskede i fankredse, efter han havde overtaget rollen som frontmand fra Chris Barnes i 1995. Corpsegrinders debut på Vile (1996) var mildest talt ingen succes, men han slog stærkt tilbage på opfølgeren Gallery of Suicide (1998), der dengang såvel som i dag står som et af de stærkeste kort på bandets imponerende generalieblad. Én svale gør dog som bekendt ingen sommer, og nu var tiden kommet til, at Fischer & Co. skulle bevise, én gang for alle, at de kunne tage næste skridt op ad stigen til superstjernestatus.
En tur i cementblanderen
Bloodthirst er indspillet på den legendariske Sonic Ranch (tidligere Village Productions) under den bagende texanske sol i det forgangne årtusindes sidste sommer. Det var første gang, Cannibal Corpse båndede deres ukristeligheder på denne lokation, men de er vendt tilbage flere gange efterfølgende, senest på Torture (2012), og det forstår man godt. Kvalitetsløftet på produktionssiden er noget af det første, man noterer sig, når man sætter albummet i ørerne. Lyden er langt mere poleret end på forgængeren Gallery of Suicide, og hvis nogle skulle mene, at dette er et kritikpunkt, ja, så er det jo heldigvis en anmelders prærogativ at kunne belære andre, når de tager fejl. Bandets eminente evne til at komponere numre, der kombinerer rå, teknisk brutalitet med glatte groves i nøje afmålte mængder, kommer bare bedre til udtryk, når instrumentalsiden går knivskarpt igennem, og Corpsegrinders vokal er placeret ordentligt i mixet. Og ja, SvendPølsemix76 og alle andre tvivlsomme eksistenser i det kommentarspor, der nu heldigvis er lukket – det er en bakke, jeg er villig til at dø på!
I forhold til selve det musikalske udtryk, så fremstår Bloodthirst på mange måder som kvintessensen af Cannibal Corpses musikalske udtryk i Corpsegrinder-æraen. Albummet er en tour de force i de kardinaldyder, der hen over årene er blevet bandets varemærke: Blast beat-bonanza serveret direkte fra Paul Mazurkiewicz’ hårdtprøvede trommesæt, blitzende riffs fra Jack Owens og Pat O’Briens guitarer, der er tunet helt ned under gulvbrædderne, og selvfølgelig Corpsegrinder, der gennem samtlige 35 minutters spilletid lyder som en, der er på flugt fra retspsykiatrien. Alt sammen, selvfølgelig, pakket ind i et vulgært og særdeles grafisk tekstunivers. Albummet indeholder, hvis jeg skal være lidt hård, dog kun ét nummer, som jeg vil kategorisere som en decideret Cannibal Corpse-klassiker, nemlig åbneren ”Pounded Into Dust”. Dét nummer er til gengæld også et voldsomt, voldsomt statement og velsagtens et af de stærkeste numre, som bassist Alex Webster nogensinde har skrevet for bandet. Man forstår godt, at nummeret blot varer lidt over to minutter, for hvis det varede meget længere, ville Mazurkiewicz’ arme og ben formentlig syre til, allerede inden albummet for alvor kom i gang. Trommerne får et gedigent lag tæsk, der rammer ørerne som små, konstante knytnæveslag til mellemgulvet, krydret med en perfekt tempereret rytmesektion og et herligt signatur-riff fra O’Briens hånd. Det bedste åbningsnummer på en Cannibal Corpse-plade nogensinde? Jeg er tilbøjelig til at sige ja, selvom konkurrencen immervæk er benhård.
Udover det ikoniske åbningsnummer udmærker Bloodthirst sig også ved at have flere af bandets bedste deep cuts, der lever en lidt mere tilbagetrukken tilværelse i bandets bagkatalog. Her må jeg fremhæve numre som ”Unleashing the Bloodthirsty”, ”The Spine Splitter” ”Blowtorch Slaughter” og ”Sickening Metamorphosis”, der alle viser Cannibal Corpse fra den side, hvor de i min optik præsenterer sig allerbedst: Når de sænker farten en smule og sætter de tonstunge, benbrækkende grooves i førersædet. Når de fængende hooks og hurtige soloer skiftevis aer dig kælent på kinden og giver dig knoglebrud i ansigtet. Når Corpsegrinder vitterligt lyder som en, der tørster efter dit blod og ikke kunne undertrykke den trang, om det så gjaldt hans liv. I dé momenter går tingene op i en højere enhed for Cannibal Corpse på Bloodthirst, og man kan ikke undgå at få følelsen af, at det var lige præcis her, den ulideligt varme sommer i det Herrens år 1999, at kvintetten fra Tampa Bay endelig fik forfinet og fuldbyrdet den grundopskrift, som skulle definere bandets lyd i de efterfølgende to årtier plus det løse.
Er Bloodthirst så et fuldstændigt ufejlbarligt album? Det ville trods alt være at strække den en smule. Ud af de i alt 11 numre på pladen er der i hvert fald tre-fire stykker, der ikke er synderligt mindeværdige, og mest af alt føles som rent fyld. Derudover vil kritikere med en vis vægt kunne påstå, at Bloodthirst bare er endnu et album i rækken af i øvrigt enslydende Cannibal Corpse-albummer. ”How much Cannibal Corpse do you really need?” spurgte en anmelder retorisk lige da albummet udkom, og det er jo selvfølgelig en smagssag. Jeg er bestemt heller ikke eksponent for en betragtning om, at Bloodthirst er nyskabende, for det er albummet så absolut ikke. Men når Cannibal Corpse nu engang besluttede sig for at lægge sig fast på en bestemt lyd, og ønskede at være verdens bedste til at eksekvere lige netop dén lyd – ja, så kan jeg dårlige anse Bloodthirst for andet end en succes.
Mestrene i at splitte kranier – og dele vandene
Bloodthirst er et album, der er blevet debatteret intenst i fankredse, siden albummet første gang så lyset for et kvart århundrede siden. Man fornemmer, at Bloodthirst er korianderen i Cannibal Corpses diskografi: enten er man til det, eller så er man ikke til det. På den ene side finder vi de fans, der mener, at albummet er et tidligt højdepunkt i det velkendte, driftssikre Cannibal Corpse-univers, som de henover mere end 30 år har lært at kende og elske. På den anden side har vi de fans, der synes, at albummet er lidt af en langgaber grundet den manglende udvikling og eksperimentering. Til syvende og sidst kommer det nok an på, hvilke forventninger man har til et band som Cannibal Corpse, og personligt mener jeg, at tidens tand har været god ved Bloodthirst. Der er måske ingen ukulele eller valdhorn, men bandet formåede at modne og raffinere deres lyd uden på nogen måde at gå på kompromis med grundidentiteten – en karrierefase, hvor mange metalbands ellers har det med at komme galt afsted. Tillykke med jubilæet, Georgie & Friends!
Ønsker du at fordybe dig i 1999, så kan du med fordel lytte til vores dedikerede 1999-playliste på Spotify: https://open.spotify.com/playlist/7AT9hHvkp5uFwDCtl5BAOS?si=34a7ecc3752d4f14
