Kunsten at holde sig relevant
At Chris Barnes har været en nøgleperson inden for dødsmetallen, er der ingen tvivl om. Hans dybe og dengang nærmest umenneskelige vokalpræstation på specielt Butchered at Birth har været altafgørende for, hvordan dødsmetal lyder den dag i dag. Så selvom den gode hr. Barnes fortjener en del respekt, er disse præstationer ved at være 25-30 år gamle, og at hvile på laurbærerne får man sjældent meget ud af. Men som de fleste nok ved, helligede han sig sit sideprojekt Six Feet Under, efter han forlod Cannibal Corpse i ’95, og har med cirka to års mellemrum rystet et album ud af ærmet. Det er nu blevet til 12 albums, hvor det seneste i rækken er Nightmares of the Decomposed. 17, hvis man tæller de fire Graveyard Classics-coverplader med.
Tilbagelænet massemorder
Som de fleste nok også ved, så er Six Feet Unders udgivelser af meget svingende kvalitet, specielt Graveyard Classics skiverne er tangerende til noget, der kan anvendes på indsatte i Guantanamo. Men skiver som debuten Haunted, Death Rituals og den nyere Unborn er glimrende groovy dødsmetal, som Barnes og co. sagtens kan være stolte af, og det lyder også lovende, når ”Amputator” åbner Nightmares of the Decomposed. Dette skyldes muligvis, at guitarist Steve Swanson er blevet skiftet ud med den yderst habile Jack Owen, der tidligere har slået sine folder i Cannibal Corpse og Deicide.
Men for at adressere elefanten i rummet og punktet for store dele af den kritik, Six Feet Under har fået gennem tiden: Barnes’ vokal. Ja, den er cirka lige så rusten som den gennemsnitlige Ford Sierra, og nej, den når aldrig Cannibal Corpse-niveauer igen. Det er tydeligt at høre på ”The Noose”, hvor man åbenbart har idegenereret omkring et a cappella-koncept, og på ”Blood of the Zombie” samt ”Selfimposed Death Sentence”, hvor vokalen forsøges begravet i guitar og bas for at skjule tydelige tegn på gennemtæring. ”Drink Blood Get High” vil heller ikke være at finde på mange årslister, medmindre de omhandler numre, der ikke spilder tiden med metaforer. Chris Barnes vokal holder sig dog stadig bedre end Memoriams Karl Willets, der lyder til at være en astmatisk KOL-ramt maratonløber.
På langt størstedelen af pladen holder Barnes’ vokal dog samme standard som resten af musikken – en god solid mellemvare. Takket være Jack Owens aldeles glimrende guitarspil og sangskrivning, bliver det dog ofte til mere end ”bare” godt nok. ”The Rotting”, ”Death Will Follow” og specielt den næsten bluesagtige ”Migraine” har et solidt groove, der i den grad indbyder til at læne sig tilbage i stolen, knappe en øl op og bare nyde livet som forskruet og bestialsk morder. Et nummer som ”Dead Girls Don’t Scream” er, på trods af at have en titel og et indhold der vil få Barnes og co. kastreret og korsfæstet med #MeToo skåret ind i brystkassen, utroligt fængende og byder på en af pladens bedste soli. Men den tilbagelænede stemning gælder faktisk størstedelen af pladen. Glem alt om dødsmetal, hvor afrevne lemmer og alskens kropsvæsker bliver slynget afsted med lynets hast. Six Feet Under sliber kniven med en joint i mundvigen og lader et mord tage den tid et mord skal tage.
End mand der kender sine begrænsninger
At lytte til Nightmares of the Decomposed er som at komme hjem efter en lang dag og endelig kunne smække stængerne op, tage sig en bajer og bare slappe af. Det er ikke en plade, der på nogen måde udfordrer lytteren eller prøver at udforske nye territorier, den byder udelukkende på en gang god gedigen groovy dødsmetal. I Jack Owen har Barnes fundet en sangskriver, der ved, at stemmen ikke længere er til fordums hurtige og aggressive numre. Det er den afslappede stil og et stabilt midttempo, der regerer, og det kan man egentlig ikke klage voldsomt meget over. Nogle vil påstå, at Nightmares of the Decomposed er en falliterklæring fra Barnes’ side, netop på grund af dette, men man kan også se det som et stort skråt op til alle dem, der klager over, at hans vokal ikke er som for snart tre årtier siden.
