Med helvedesmusik fra São Paulo

Der er dødsmetal på programmet, hvor undergrundsbandet Sinaya kommer frem. Indtil videre har hjembyen Sao Paulo været offer for amazonerne i Sinayas raseren, men snart kan man få deres dæmoniske dødsmetal at høre på de europæiske spillesteder. Danmark er desværre udeladt fra tourplanen, men man vil kunne høre skrig og brøl over grænsen fra nærliggende Flensborg til november, når bandets simple og effektive dødsmetal fyrer op med infernalsk ild i vores sydlige naboland. Derfor er den nylige udgivelse Maze Of Madness ekstra aktuel i Danmark, hvor ligesindede bands for tiden myldrer ud af asken.

Tunge grooves og dræberriffs

Udgivet kun en uge inden Danse Macabre (Baest), er Maze Of Madness uhensigtsmæssigt godt timet med den danske metalscene. Som et stålsat kvindeligt ekko, der svarer igen på vores egne frontløbere i genren. Ligesom Baest-albummet indeholder den brasilianske plade otte dødshymner af forskellig art og hastighed, men med en anelse mere præg af den slags groove, som vi kender Sydamerika for. Allerede i ”Life Against Fates” første minut får vi tunge løsstrengsriffs, der varsler den dommedagsagtige stemning, der hænger som en tung, giftig sky over hele albummet. Denne stemning skaber sammen med pladens klassiske dødsmetallyd og bandets dæmoniske tema et stærkt fundament. En identitet, der er Sinayas vigtigste styrke.

Sinayas rødder i klassisk død er stærke, men man mærker også inspirationen fra den svenske melodiske dødsscene. På singlen ”Buried By Terror” står inspirationskilden stærkest – der er tydeligvis noget inspiration fra Arch Enemy mixet ind i lyden. De få melodiske passager i sangene skaber lidt ekstra dynamik i kaosset og hæver brasilianernes musik over det generiske dødsmetal.

Guitaristerne kunne dog godt have været lidt mere kreative i deres åbningsriffs. Fra fjerde til ottende nummer tager alle hovedriffs udgangspunkt i den præcis samme tone, som formodes at være grundtonen i bandets guitartuning. Heldigvis spiller flere af sangene på mere end deres åbningsriffs, men det giver en farlig førstehåndsoplevelse af ensformighed. ”Abyss To Death” og ”Always Pain” tager i stedet for motorsavsriffsene nogle enkelte mørke harmonier i brug som hooks, og især ”Always Pain” får udnyttet den stemning, der skabes, til at trække lytteren med sig ned i undergrunden. ”Abyss To Death” derimod forsøger sig med en rytme, der falder lidt til jorden grundet det raslende sammenspil. Kvaliteten af produktionen varierer på albummet, hvilket nok forklares af den langvarige proces, det har været at indspille albummet. Som den anden modpol viser ”Bath Of Memories”, at de fire brasilianske kvinder også kan klikke som tandhjul i en effektiv, groove-pulserende dødsmaskine.

Der hældes frisk olie på dødsmaskinen

Sinaya er tydeligvis et undergrundsband, men de har ingredienserne, der skal til for at udvikle sig til mere end lokale brasilianske heltinder. Stilren, klassisk dødsmetal spillet af et kvindeligt, sydamerikansk lineup, der blot mangler den sidste skærpen af instrumenterne. Og den kommende europæiske turné kan sagtens gå hen og blive gnisten, der antænder bandets fulde inferno. Syv kranier er jeg villig til at ofre for dette spændende bidrag til tidens genopdagelse af den klassiske dødsmetalscene.