Silent Memorial  - Cosmic Handball

Cosmic Handball

· Udkom

Type:Album
Spilletid:66.07
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

"Cosmic Handball" er det schweiziske progressive metalband Silent Memorials debutalbum, der oprindeligt blev udgivet i 1999 og genudgivet i remixed og remastered form i 2009.

Ligesom "Retrospective", som også er anmeldt her på Heavymetal.dk, er "Cosmic Handball" inspireret af Dream Theater uden at ligge helt så tæt op af Dream Theaters stil, som "Retrospective" gør.

Der er dog stadig tale om mere eller mindre typisk progressiv metal med fyldige keyboards, skæve rytmer, jazzede guitarsoli blandet med shredding og andet guitarakrobatik, anderledes strukturer, uventede temposkift og en meget melodisk vokal. Som hos så mange andre bands, der gør sig i progressiv metal, er musikken på "Cosmic Handball" så kompleks og mangfoldig, at det er nemt at fortabe sig i den.

Typisk.

Måske, men Silent Memorial er så fantastisk dygtige musikere, og de gør det at skabe interessant og udfordrende musik så knusende overbevisende, at det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er metervare eller ej.

Mit personlige favoritnummer på dette album er "I: Carpet Diver", der er så stopfyldt med skævheder, skift, jazzede dele og andre blærede ting, at jeg synes, at det kommer helt op på niveau med "At Fate's Hands" (Fates Waning) og "Erotomania" og "Stream of Consciousness" (Dream Theater). Til gengæld er balladen "Lovely Galaxy" noget af det mest kiksede og cheesy, jeg længe har hørt.

Dette album kan varmt anbefales til fans af Dream Theater og lignende bands.