Uden fisken
De efterhånden veletablerede Siamese, der førhen gik under navnet Siamese Fighting Fish, har med Shameless udgivet deres fjerde album. Siamese har gennem bandets historie gået fra den hårdere rock til den nu mere bløde del af rock-spektret. Ligeledes var Siamese førhen kendt som rockbandet med en violinist i form af Christian Hjort Lauritzen, som tilføjede en let genkendelig lyd til bandet. Violinen har stadigvæk sin plads i Siamese, men har gennem tiden fået en lidt anden betydning med en mere moderne lyd. På Shameless er lyden fra sidste album, Siamese, overført, dog har den fået en smule mere smæk på de poppede virkemidler. Dette høres blandt andet ved de elektroniske elementer, der til tider leder tankerne hen imod Bring Me The Horizon og ydermere over imod moderne popmusik. Dog har Siamese stadigvæk sine momenter, hvor den hårde rock får sin plads.
Den poppede hårde rock
Efter de første gennemlytninger af Shameless stod det klart, at denne plade virkelig er velproduceret. Lyden står klart, og man er ikke ét sekund i tvivl om, hvilken lyd Siamese ønsker. Numrene er desuden skrevet, så de efterlader en trang til at lytte til dem flere gange. Her kan nævnes første single, “Ablaze”, som indeholder et genkendeligt sing-along-omkvæd og generelt er et yderst velkomponeret nummer. Ligeledes kan nævnes nummeret “Cities”, der for mig fungerer til ug, med en blanding af de hårde elementer og den ellers poppede lyd. Dette nummer bliver spillet op til flere gange om dagen, og hver gang med lige stor glæde for undertegnede. Der er dog flere numre, hvor det kan diskuteres, om de egner sig til at blive anmeldt på et heavy metal-forum – damn, det er godt, men poppet er det altså også. Her tænker jeg især på det mere elektroniske poprock-nummer “Soul and Chemicals”, der er virkelig catchy og samtidigt virkelig poppet.
Skal der fremhæves et par minusser, er det klart nummeret “Make it Out”, der minder mig lidt om High School Musical – det er jeg trods alt blevet for gammel til. Ligeledes kan det diskuteres, om der til tider foregår en smule genreforvirring, hvilket nogle sikkert vil se som et minus. Ses der bort fra dette, er albummet bundsolidt med en Mirza Radonjica i storform på vokalen og et Siamese i topform.
Bundsolidt udspil
Er du ikke til den blødere del af hard rock-/rock-genren, så er Siamese helt klart ikke noget for dig. Er du derimod til den catchy – til tider poppede – rock og funky musik med de gode melodier, så er Siameses nye udspil noget for dig. Dette understreges især med anden single fra albummet, “Tunnelvision”, og dens intertekstuelle referencer til Justin Timberlakes “Cry Me a River”, der desuden i min optik er langt fra et af de stærkeste numre på albummet, men lad det nu ligge. Siamese har formået at udgive et solidt og nævneværdigt album, der helt sikkert kan skabe glæde hos mange mennesker. 9 bundsolide – og til tider – poppede kranier.
