Siamese

5. december 2024

Headliner: Siamese
Support: MØL

Endelig på dansk jord igen – men kun for en stund

Siamese har været en del af det danske metalmiljø i årevis, og har også positioneret sig godt i udlandet. Denne aften havde de booket Vega til deres største og længste show på dansk grund nogensinde som første anslag på en større Europa-turné. Med sig som opvarmning havde de mægtige Møl, og hvor Siamese fokuserede på 10 års bagkatalog med metalcore, så havde Møl denne aften kun øjne for deres sublime gaze-album Jord. De to bands har ikke meget andet end pladeselskab og nationalitet til fælles, så jeg var ærligt talt lidt spændt på, om folk kun kom for at se et af bandsene eller begge.

Møl

”Aldrig har jeg været tættere på at komme til en Siamese koncert”, sagde redaktionens metalcore-hader nummer 1, da Møl blev annonceret. For Møl har så sandelig cementeret sig blandt post-black/Shoegaze-fans. Møl er et band af både kontraster og dimensioner. De gik denne aften på scenen uden noget palaver. Hurtigt nævnte Kim Song Sternkopf i front, at de nu ville spille Jord fra ende til anden, og så gik de ellers i gang. Eller… bandet gik i gang. For der var slet ikke hul igennem på Song Sternkopfs mikrofon. Ærgerlig start, når nu sangens opbygning gør stor brug af vokalen for at skabe både melodi og kontrast til musikken. Men der kom heldigvis hurtigt styr på det, og der var ikke yderligere lydproblemer resten af Møls koncert.

Møl skulle vise sig at være i et gevaldigt humør, og frontmanden både skulede ud over publikum, beordrede flere hænder, kom med Mercury-værdige positurer og nåh ja, når man er Kim Song Sternkopf så skal man også ud og råbe lidt af publikum face to face. Så han tog naturligvis en tur ud at svømme på menneskehavet foran scenen og fik publikum helt tæt på. Suveræne ”Bruma” fik en velfortjent suveræn modtagelse, men publikum var dog stadig langt inde i koncerten både relativt stillestående og snakkende, og det var faktisk først ved sidste nummer, at jeg så en rigtig pit foran scenen. Stemningen var dog ellers god, og hvorfor skulle den dog ikke også være det, når et af Danmarks bedste metalbands serverede et af de bedste metalalbummer live. Sprødt. Friskt. Levende. Intenst.

Musikken blev leveret stensikkert, og særligt Ken Klejs trommeføring stod virkelig fint frem. Men også Kehlet og Rumph-Frost på guitar og bassen gjorde et forbilledligt arbejde. Song Sternkopf underholdt med sin inderlighed. Det virker ærligt. Modsat nogle bands’ ret påtagede ”optræden” live. Song Sternkopf er derimod som en naturkraft. Han betræder scenen som en stille brise, men inden længe ser du dig selv blive flået rundt af en frådende tornado.

Det’ en af mine favoritter

Møl er et gåsehudsfremkaldende band. På den allerbedste måde. De formår at skabe både smukke og betagende lydbilleder, mens Song i front krænger sin sjæl ud og efterlader den på scenegulvet. Jeg har efterhånden set Møl et par gange, og jeg har endnu til gode at gå skuffet fra en Møl koncert. Og det står heldigvis stadig til troende. De havde måske nok haft mere succes med at ruske liv i publikum, hvis nu ikke publikum (formentligt) primært kom for at se noget ganske andet og på mange måder lettere fordøjeligt musik. Jord er et fremragende album, og denne koncert gjorde intet for at rykke ved den opfattelse.

Sætliste:

Storm
Penumbra
Bruma
Vakuum
Lambda
Ligament
Virga
Jord

8/10

Siamese

Efter en halv times pause med et publikum, der skrålede med på ”Tell Me Why”, ”Wonderwall” og andre pop-ørehængere, var det endelig tid til hovednavnet, Siamese. Lysshowet gik med det samme i gang, og ”Home” blæste ud over publikum. Med et smilende og tændt band på scenen skulle det hurtigt blive en særdeles sjov aften. Siameses musik er fantastisk medrivende – især live – og bandet var virkelig i hopla og fremviste masser af spilleglæde og energi. Det intense lysshow cementerede oplevelsen, og selvom Mirza Radonjicas vokal var lidt anstrengt et par steder i flere numre, så kan ingen tage fra ham, at han formår at få et godt greb i publikum og virkelig leverer, når han får sendetid.

I løbet af koncertens 18 (!) sange fik publikum rig mulighed for både at danse og skråle med. For Siameses sangtekster klistrer sig nemlig fast i hjernebarken som havregrynskugledej på dine ungers pølsefingre. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg har aldrig oplevet et publikum så tændt som dette til en ikke-festival-koncert. Folk var glade, sang med af deres lungers fulde kraft, hoppede og dansede – og det gjorde de fra start til slut. Selv Radonjica i front måtte kommentere på det, da han halvvejs igennem sættet sammen med Andreas Kruger gik ned blandt publikum. ”Hold op, hvor er I svedige! Men I dufter godt” udbrød han, mens han kæmpede sig igennem det tætpakkede Vega. Nede fra salen fremførte de to en ualmindeligt fin og nedskruet udgave af ”Rather Be Lonely”. En tiltrængt kort pause i den nærmest raveagtige koncert, hvor fx ”On Fire” virkelig satte ild i dansegulvet.

Undervejs fik vi naturligvis også lidt snak mellem numrene. Masser af ros til publikum der trods vildskaben passede godt på hinanden, tak til udenlandske fans der havde fundet vej til Vega og tillykke med 37-års bryllupsdag til Krugers forældre der fejrede det med en solid koncert og også lidt snak om Radonjicas mor, der åbenbart ikke forstår hans arbejde og bare tror, han sælger stoffer. Måske denne forrygende koncert kan bevise over for hende, hvad han egentligt lever af.

Sætlisten indeholdt alle Siameses mange store hits. ”Vertigo” raslede fx de føste crowdsurfere af sig, og da først den prop blev flået af, så fortsatte publikum med at vælte op mod scenen. Andre storhits som ”Holy”, ”The Shape of Water”, ”This is not a Song”, “Can’t Force the Love” og ikke mindst den suveræne afslutter ”Ocean Bed” kom som perler på en snor, og beviste virkelig, at Siamese er et band med masser af gods i bagagen.

Charme, Selvtillid, Siamese

1600 mennesker kan ikke tage fejl. Det var en fantastisk koncert, Siamese leverede i torsdags. Et totalt pakket Vega bouncede sig igennem 18 flabede numre med masser af skrål-med-værdi, og det hele gik op i en højere enhed. Hvis man da kan undse sig, at Radonjicas vokal var lidt anspændt hist og pist. Og det kan jeg sådan set godt. For resten fungerede helt sublimt. Alle i bandet – bortset fra trommeslager Joakim Stilling der var undskyldt – fyldte godt på scenen og nøjedes altså ikke med at lade Radonjica stå for at danse i front. Lyset spillede. Lyden spillede. Bandet spillede. Danseglæden spillede. Årets koncert for mit vedkommende, og tak for det. Vi ses om et år på Poolen, hvor vi gør det hele igen!

Sætliste