Personligt har jeg aldrig tidligere stiftet bekendtskab med Seventh Angel, som gik i opløsning i 1992, men det fremgår af promomaterialet at de i hine tider var et thrash metal band.

I denne genforenede version er det dog tydeligt at høre at hovedmanden bag bandet, Ian Arkley, har brugt de sidste godt femten år på at spille doom metal, for snarere end rendyrket thrash, spilles der på dette album en mørk, lavtempo doom metal, som dog rummer elementer af både thrash og death metal. Lyden er tung og dyster, og vokalen veksler mellem growl og ren vokal. Personligt er jeg ikke selv den store fan af denne blanding af vokaler, men i dette tilfælde er det alligevel som om de forskellige stilarter komplimenterer hinanden godt.

Der lader til at være lagt et stort fokus på det overordnede lydbillede, som oser langt væk af den typiske sørgmodige dysterhed, man ofte finder i doom metal, men med noget mere energi end man ofte finder indenfor denne genre. Resultatet er en temmelig selvstændig plade, der måske griber lidt meget ud til højre og venstre, men som alligevel formår at hænge godt sammen