Black er ikke sort

Serious Black spiller ikke den tunge black metal, man ellers skulle tro. I stedet har bandet et godt greb om den melodiske power metal. Flere steder minder musikken lidt om Hell In The Club, Pretty Maids, og det gør skam ikke noget. Lydbilledet mangler dog tyngde og melodierne er for flade.

”Eine neue Band - 6 Mitglieder, 6 Freunde”

Sådan præsenterer Serious Black sig i pressematerialet til As Daylight Breaks, som er bandets første fuldlængde album.
Line-up’et består af de erfarne herrer Roland Grapow (Masterplan, ex-Helloween), Thomen Stauch (ex-Blind Guardian), Mario Lochert (ex-Visions Of Atlantis), Dominik Sebastian (Edenbridge), Jan Vacik (ex-Dreamscape) og Urban breed (ex-Tad Morose).

Serious Black peger selv på Masterplan og Avantasia, når de skal beskrive deres lydunivers. Det er da også en meget præcis henvisning, men problemet med en så præcis udmelding er, at man fristes til at stille spørgsmålet: Jamen, hvorfor lave en plade, der ligner andres så meget?

Pladen inviterer ikke lytteren ind

Som du nok allerede har bemærket, er undertegnede ikke blevet overbevist af de seks venners anstrengelser. Det er ganske vist upåklageligt godt spillet power metal, men der mangler det ekstra lag i hver sang, der gør lytteoplevelsen til andet end pulserende stød i 3 – 4 minutter og en brugt melodi.

Nu skal man som bekendt ikke skrive eller sige noget, man ikke vil have i hovedet igen. Alligevel har bandet i pressematerialet dristet sig til at nævne, at de skrev pladen på bare syv dage efter et par meget våde nætter. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke, at Serious Black måske ikke helt har lagt den energi og skabervilje i pladen, som kunne have givet mig muligheden for at stange flere kranier ud. Jeg står med andre ord med det gamle anmelderspørgsmål: Hvis de ikke har gidet bruge tiden på at lave pladen, hvorfor skulle jeg så bruge tid på at lytte til den?

Hvor er den ekstra kærlighed, der gør nummeret til den musikoplevelse, som vi alle evigt længes efter? Den store magi behøver ikke at vise sig hver gang, men jeg er ikke overbevist om, at bandet virkelig har søgt at få noget mere ud af den meget stramme struktur, som numrene kører i.

Klassisk og velspillet, men...

Samlet set er det tale om klassisk velspillet power metal. For mig er det imidlertid lavet på autopiloten. Jeg drages ikke ind i sangene, fordi der mangler flere lag og interessante stykker, der bryder den lidt for brugte formel.