Der har været store forventninger til Hamborgs største Heavy navn, hvilket heller ikke er uden grund når man prøver at takle den enorme opgave, at skulle levere en opfølger til to af firsernes bedste Power Metal plader. Men jeg må nu desværre meddele, at det desværre ikke helt er lykkes Weikath og Co. at fuldføre opgaven helt. Heldigvis har man dog gjort sig den største umage for at nå målet hvilket man kan høre på de ganske mange rigtig gode sange. Desværre kunne man dog enten have undværet visse sange eller brugt en eller to "I Want Out" mæssige kalibrer. Først til de gode sange som heldigvis er klart i overtal, tag f.eks. den i "Mrs. God" anmeldelsen beskrevne overhammer "King of a 1000 Years" som klart vinder prisen for bedste nummer. Desuden har man i "Pleasure Drone" en rigtig ørehænger som fans af plader som "Master of the Rings" og "Time of the Oath" skulle finde glæde ved, især på den grund af dens fine episke momenter krydret med de klassisk lydende omkvæd. Episk er også en passende betegnelse for "Occasion Avenue" (Charlotte?) som begynder med en lignende stemning som "Starlight" fra deres Ep fra 1985, bortset fra at her bliver der i radiomontagen spillet Helloweens egne sange, meget til den fiktive lytters irritation. Nummeret i sig selv er en overlang rocker med masser af progressive indslag, som den James Bond lydende mellemdel. "Light The Universe" er endnu en overraskende længere balladesk sag, der indeholder en smuk lille duet med Blackmores Night nattergal Candice Night og Andi Deris der her helt folder sig ud fra hans mest følelsesbetonede side. Den perfekte overgang finder man derefter i den ligeud bangende "Do You Know What You’re Fighting For", der er helt i stil med bandets mere rå Kai Hansen dage. Især den geniale solo får firserne til at genleve sig for ens øjne (eller det skulle vel hedde ører?). Desværre har der sig udover disse perler også indfundet sig et par ret ligegyldige numre som havde gjort sig bedre på en single B-side end på en opfølger til to så legendariske plader, især pladens sidste to sange havde pladen været en del bedre foruden, måske havde det også givet plads til at udgive hele molevitten på en enkelt cd i stedet for de to hvorpå man har sluppet hele balladen. Dette er også den graverende fejl jeg vil mene, at man her har gjort, man har simpelthen gabt over mere end man kunne. Det er slet ikke til at tænke på hvor god pladen kunne have blevet hvis man havde skæret fedtet væk og i stedet koncentreret sig på de virkelig gode. Men når alt kommer til alt er det dog lykkedes Helloween igen at kreere en værdig addition til deres overordentligt imponerende diskografi. (Bjorn)

Helloween har en imponerende evne til fortsat at komponere fede numre udfra en rimelig brugt skabelon, hvilket dette mastodont album også beviser - og SKAL bevise. Dette skyldes ikke mindst at der her er tale om afslutningen på det store "Keeper" koncept, der blev bragt på banen på de to respekterede "Keeper Of The Seven Keys" plader fra slutfirserne. Nu er der en del som forlængest har afskrevet Helloween efter Kiske smuttede, men jeg har altid syntes godt om Andi Deris, og har aldrig været i tvivl om at han er den rigtige mand som sanger i Helloween. Jeg har dog på den anden side heller aldrig været i tvivl om betydningen af de legendariske "Keeper" skiver, men egentlig går jeg ikke så meget op i at der her er tale om et kapitel til konceptet. Det der tæller for mig er at de stadig formår at kreere ørekræs med lige dele prøjsisk power og melodisk storladenhed - og det er for det meste heldigvis stadig tilfældet. Med en spilletid på 77 minutter er det bestemt ikke alt herpå som jeg falder på røven over, men det havde jeg nu heller ikke forventet mig. Alligevel vil jeg sgu påstå at græskarhovederne er sluppet ganske godt afsted med det samlede resultat på bamsen her, som i mine ører lyder som et miks af "Master Of The Rings", "Dark Ride" og de to gamle "Keeper" skiver (surprise surprise!). Det er selvfølgelig tydeligt at bandet har fundet en mere eventyrlig skabelon frem til at indkapsle stemningen, men i det store hele er der bare tale om endnu et Helloween album på godt og ondt - spilletiden er bare noget længere denne gang. Så hvis du synes Helloween fungerer med Deris på vokal, ser jeg bestemt ingen grund til at blive skuffet her, da der stadig er tale om stort opsatte melodier i overflod, masser af power og en fed fyldig produktion fra Charlie Bauerfiend. Det meste sidder lige i skabet, og især "Occasion Avenue", "Come Alive", "King For A 1000 Years", "The Shade In The Shadow" og "Invisible Man" brænder godt igennem og sætter sig i lyttelapperne. Sidstnævnte er iøvrigt skrevet af Sascha Gerstner (der overtog Roland Grapows plads som guitarist), så Weiki's ego er måske ikke så stort som jeg frygtede. På "Light The Universe" synger Candice Night (Blackmore's Night) duet med Deris, og så vidt jeg husker er det første gang der er gæstevokalister med i Helloween. Men lige det nummer synes jeg ikke er noget specielt, men så er det jo godt at der er så meget andet guf at vælge i mellem. Alt ialt en ganske glimrende humørspreder. (Fyrsten)