De nordirske gutter i Sandstone (ikke at forveksle med det polske band af samme navn) er tilbage med endnu en omgang melodisk metalmusik. De udgav i 2009 den yderst vellykkede skive "Purging the Past" - som også er anmeldt her op HMdk - og nu kommer opfølgeren "Cultural Dissonance" så i år.
Som på forgængeren er der fokus på melodi, men der er skruet ned for balladerne og hard rocken og lidt op for grooven og det pompøse, og metallen er mindst lige så hårdslående aom på forgængeren. Desuden er stilen blevet progget op, og klassifikationen 'progressive melodic metal', hvorunder denne skive lanceres er nok ikke helt ved siden af. En del af numrene indeholder flere lags harmoniguitarer og der er adskillige steder hist og her, hvor guitarerne leverer små tekniske skala-figurer. Tilgangen minder lidt om Artizans "Curse of the Artizan" og Queensrÿche på "Operation: Mindcrime" og "Empire" - altså, der er tale om sofistikeret heavy metal, der dog er ganske tilgængeligt og ikke svært at følge med i.
Sanger Sean McBay fortsætter i samme dur som på forgængeren, og hans stemme, der har en meget unik karakter og måske er mere noget, man ville forvente i alternativ rock, har både en rocket - næsten næsvis - kvalitet og en spinkel blødhed, og således passer den både til de hårdslående numre og de blødere ballader.
Sandstones "Cultural Dissonance" er sofistikeret og melodisk metal ("the thinking man's metal", som man siger), og var man vild med forgængeren, så bliver man garanteret ikke skuffet over denne skive.