Denne 'nye' CD med Riverside er slet ikke så ny endda. Der er nemlig tale om en genudgivelse (eller rettere, officiel og international udgivelse) af en slags fanklub-EP, det polske band indspillede mellem debutalbummet "Out of Myself" fra 2003 og deres andet album "Second Life Syndrome", der udkom i 2005. I sin nuværende version har den lille skive fået tre live-versioner af numre fra "Out of Myself" med, og det er faktisk en god ting, for det bidrager til at give "Voices In My Head" et mere dynamisk klimaks. Numrene fra den oprindelige EP er meget sørgmodigt, melankolsk, afdæmpet materiale i stil med ældre Porcupine Tree eller Steven Wilsons sideprojekt Blackfield.

Første nummer, "Us", bringer mindelser frem om Opeths "Damnation", som Wilson jo også producerede. Næste nummer, "Acronym Love", er til gengæld ren Porcupine Tree, bare uden den metalkant, der har indsneget sig siden "In Absentia". Det efterfølgende "Dna ts. Rednum or F. Raf" (ja, det hedder det altså, men prøv at læse titlen bagfra) bygger en stemning op omkring orientalsk klingende harmonier, der tilføres lag på lag af programmerede beats, guitar og en vokal, der minder mig lidt om Jeff Buckley-sangen "New Year’s Prayer". "The Time I Was Daydreaming" er tilbage i den sørgmodige stil fra starten af albummet, men tilføjes et triphop/jungle-agtigt beat hen imod slutningen, mens det femte nummer, "Stuck Between", kommer til at lyde lidt som Dido (i en bedre verden) med sin rolige, fremadskridende hiphop-rytme.

Som sagt giver de tre livenumre til sidst på CD'en lidt kærkommen afveksling fra alt det indadvendte, idet materialet her har noget mere smæk på, med mere aktive livetrommer og en knivspids aggression. Især vil jeg fremhæve titelnummeret fra "Out of Myself", der runder lytteoplevelsen fint af – det er også fra denne sangs tekst, at CD'ens titel "Voices In My Head" er hentet.

Riverside er et interessant band med nogle meget tydelige inspirationskilder, som det er mit indtryk, at de gradvist bliver bedre og bedre til at løsrive sig fra. Den smule, jeg har hørt fra sidste års "Second Life Syndrome", peger i hvert fald i den retning. Men på "Voices In My Head" er de altså i det afdæmpede, stærkt Steven Wilson-influerede hjørne. Sammenlagt vil jeg dog sige, at hvis man kan se bort fra den manglende originalitet i det stille materiale, så har man her en samling enormt iørefaldende, behagelig melankolsk gråvejrspop. Hvis man ikke kan, foreslår jeg, at man opsøger bandets to 'rigtige' albums – det har jeg i hvert fald i sinde at gøre, så noget har "Voices In My Head" da gjort ved mig.